Skip to main content

Ulvejagt og langknive

| Administrator | Nyheder 2008

Lørdag nat går det løs...

Selv om det er mere end 150 år siden, de sidste ulve blev set på heden nær Karup, og det er over 400 år siden, at Jens Langkniv holdt til her, er der lagt op til en spændende lørdag nat, når foreløbig 321 deltagere fra 44 klubber fordelt på 28 klasser skal på jagt og fordele rovet.

Det vil helt sikkert blive en mørk nat, så langt ude på den Jyske hede. Her hvor vinden har stor magt, og hvor gadelys er noget, man ser i fjernsynet.

Den opmærksomme kortlæser vil let kunne finde de såkaldte ”ulvegrøfter”, som man brugte til at fange ulvene i. De er gravet med volde omkring - Og den gode kortlæser vil også på kortet kunne finde den langdysse, hvor Jens Langkniv holdt til i de år, da han tog fra de rige og gav til de fattige på egnen.

Det er ikke helt tilfældigt, at nabobyens fodboldhold kalder sig for Ulvene og klæder sig i en sort spilledragt.

Tilbage står så spørgsmålet, om Karup OK får alle deltagere med hjem fra skoven på lørdag, hvor det er guld, sølv og bronze, der jages. Det sker på bedste vis med halogenspot på panden, der bæres frem af raske ben i knopsko.

OK Karup er klar – også med natsort kaffe på kanden, hvis du bare er nysgerrig....

http://www.karupok.dk/ArrangementDocument.aspx?id=196&arrangement=15