Skip to main content

Låge 13 - 5 dage i Vestjylland

| Administrator | Nyheder 2009

Tak til Søren Pedersen fra OK West for de faktuelle oplysninger

De barske klitterræner vest for Varde udgør et fascinerende stykke Danmark. Man forlader Vrøgum - civilisationens sidste udpost og bevæger sig ud i de øde lyngområder, der fra tid til anden afbrydes af forkrøblede og forblæste fyrretræsplantager.

Det er i disse sagnomspundne omgivelser, at OK West og OK Esbjerg afholder europamesterskaber i orientering for skovfolk – EFOL 2010 – i den lune sensommersol i sidste uge af sommerferien 2010. Og du skal med for der er også hele 5 publikumsløb – fra tirsdag den 10. til lørdag den 14. august. Og for første gang i en årrække bliver vi præsenteret for jomfrueligt terræn West på, idet både første og sidste etape går i terræn ved Nymindegab, som aldrig tidligere har været dækket af orienteringskort. Når dertil lægges torsdagens mellemdistance i selveste Kærgård Klitplantage – vestkystens uslebne diamant, må den sidste skepsis hos enhver sommerhungrende o-entusiast være afløst af intens søgen efter det helt rigtige sommerhus i området, så det kan gafles for næsen af nogle af de talrige tyske turister, der har højsæson i perioden.

For at du og familien kan få mest muligt tid til ferie, afvikles løbene med put-and-run start efter de 300 løbende skovfolk har afgjort EFOL-løbene. Skynd dig ind på linket nedenfor og få yderligere information om din sommerferie 2010.

http://www.efol2010.dk