Skip to main content

Påskeløb i strålende forårsvejr

| Administrator | Nyheder 2009

Orienteringsklubberne i Herning og Holstebro bød på flot påskevejr og en orienteringsmæssig oplevelse ved påskeløbet 2009

(Modtaget fra Ole Andersen, Herning OK):

Påskeløbet 2009 var hyggelige stævnepladser med folkemylder som på strøget i en storby. Travle butikker hvor orienteringsløbere i alle størrelser og aldersklasser fornyede orienteringsdresset, samt flot påskevejr med temperaturer i underkanten af 20 grader, der lokkede løberne i "ren nylon", og gav pres på væskeposterne. I mål kunne løberne forfriske sig og gemme sig for solen i det store kiosktelt eller flade ud ved målslusen og nyde synet, når junioreliten spurtede i mål akkompagneret af speakerne på både engelsk og dansk.

Bredde og elite

Omkring 1500 danske og 500 udenlandske løbere understregede, at Påskeløbet er årets største orienteringsbegivenhed for bredden i Danmark. Stort set alle landets orienteringsklubber arrangerer en klubtur til Påskeløbet, der år efter år er en vigtig del af klublivet. Glædeligt er det også, at eliten igen har fået øje på arrangementet. Stort set hele den danske juniorelite var på startlisten for at afvikle to afdelinger af juniorranglistens Combineering Cup.

Svær orientering i tæt fyrrekrat

Årets skove til Påskeløbet var ikke de mest kuperede, men hvad der manglede i kupering, fik deltagerne til fulde i svær finorientering. Med påskesolen hængende over hovedet gjaldt det om at holde kursen i det tætte fyrrekrat og holde styr på moser, lavninger og høje. Det lykkedes for de fleste, men specielt på 2. etape var flere løbere på "overarbejde" og fik sig nok en lidt længere tur, end de havde beregnet.

Årets Påskeløb var nyskabende med hensyn til banelængder. Første dagen i Stråsø bød på mellemdistance og korte baner. På anden dagen i Husby stod der til gengæld klassiske banelængder på menuen, inden der blev afsluttet med 70 % langdistance til jagtstarten på tredje dagen i Husby.

"Ved etapeløbene i udlandet løber vi ofte mellemdistance på en eller flere af etaperne", fortalte en af Påskeløbets tre stævneledere Jens-Jørgen Lyngaa fra Herning OK. "Derfor syntes vi også, at det var værd at afprøve for os. Vi oplevede bestemt, at det blev positivt modtaget, og nu er det op til fremtidige arrangører, om det skal være en fast del af Påskeløbet".

Påskeløb 2010

Næste års Påskeløb er fra 1. – 3. april 2010 med OK Gorm og Kolding OK som arrangører. Arrangørerne lover et familievenligt Påskeløb med korte afstande til start alle dage og samme stævneplads for alle tre etaper med parkering i umiddelbar tilknytning til stævnepladsen.