Skip to main content

Nyt team skal dannes omkirng junioreliten

| Administrator | Nyheder 2010

Sune Jørgensen stopper efter tre år som juniortræner

Efter tre års intenst arbejde har Sune Jørgensen valgt at stoppe som juniortræner. For tre år siden startede Sune som træner for juniorlandsholdet med den målsætning at forberede holdet til junior-VM i Danmark i sommers- hans primære opgave har været et fokus på løbernes fysiske udvikling. Sune Jørgensen har leveret en enestående indsats for juniorelitegruppen og sammen med de øvrige trænere skabt fantastiske resultater. Dette med medaljer til juniorVM i 2008, 2009 og i 2010.

Sune Jørgensen fremhæver, at arbejdet har være inspirerende og motiverende.
"At have været med til at føre dansk junior-orientering op på det verdensklasseniveau, det har idag, ser jeg som et kæmpe privelegie, og noget jeg kan tage med mig videre fra mine 3 år med junioreliten. Men i bund og grund har det største nok været at have fået lov til at arbejde med og udvikle motiverede og talentfulde unge orienteringsløbere - det kommer jeg helt afgjort til at savne fremover. Jeg har dog valgt at følge holdet lidt mere på afstand nu, da jeg har lyst til at søge nye udfordringer og prøve mig selv af på andre områder. Jeg brænder stadig for dansk orientering, men I første omgang bliver det dog fokus på min adjunktstilling ved fysioterapeutuddannelsen i København. "

Junioreliten er i de sidste par år blevet ledet af Sune Jørgensen, Lars Lindstrøm og Emil Thorsen. Emil Thorsen er således den eneste genganger i teamet omkring junioreliten i 2011 - et nyt team skal dannes i starten af det nye år.

"Selvom der nu skal opbygges et nyt træner- og lederteam omkring junioreliten, er jeg ikke i tvivl om, at fremtiden tegner meget lys for dansk juniororientering. Der er talent, vilje og ikke mindst glæde hos både løbere, trænere og ledere i dansk orientering, hvilket er nogle af de vigtigste ingredienser for at lykkes i elitesport." afslutter Sune Jørgensen

En stor tak til Sune Jørgensen for indsatsen - en indsats der har været med til at løfte løberne og forbundets elitevirksomhed.