Skip to main content

Ingen grund til panik omkring TBE

| Administrator | Nyheder 2010

Sundhedsministeren finder ikke anledning til yderligere undersøgelser af TBE i Danmark

Hovedbestyrelsen har ved brev til Indenrigs- og Sundhedsministeren anmodet om, at der iværksættes en undersøgelse af udbredelsen af flåtbåren TBE (centraleuropæisk hjernebetændelse), med henblik på kortlægning af risikoområder. Baggrunden for denne anmodning har været den til tider unuancerede dækning heraf fra pressens side.

Ministeriets svar foreligger nu på baggrund af oplysninger modtaget fra Statens Serum Institut, og det fastslås bl.a. at:

"..det har i mere end 50 år været kendt at sygdommen findes på Bornholm, og at der gennemsnitligt diagnosticeres et par tilfælde årligt.
..at der i 2009 blev påvist 2 tilfælde af TBE i forbindelse med flåtbid i Tokkekøb Hegn.
Statens Serum Institut vurderer således at TBE fortsat primært forekommer på Bornholm, samt at det mulige smitteområde på Sjælland udgør en lav risiko for mennesker. Denne vurdering er underbygget af, at læger i området er blevet tilbudt gratis diagnostik for TBE på Instituttet, uden at der herved er fundet yderligere tilfælde.

Det er således Statens Serum Instituts opfattelse at kortlægningen af udbredelsen, under de nuværende præmisser, mest effektivt udføres ved at følge op på eventuelt nye konkrete mistanker til smitte, og Ministeren finder således ikke, at der er grundlag for at iværksætte den ønskede undersøgelse."

Dansk Orienterings-Forbund tager dette svar til efterretning, og henviser i øvrigt – og som tidligere oplyst på forbundets hjemmeside – til de retningslinjer om forebyggelse af TBE, som findes på Statens Serum Insittuts hjemmeside: www.serum.dk



Helge Søgaard

Forbundsformand