Skip to main content

DIF støtter forbundet i stor satsning på synlighed

| Administrator | Nyheder 2010

Ny stor satsning på synlighed og rekruttering skal understøtte klubbernes arbejde.

En væsentlig del af forbundets strategi er, at Orientering bliver synlig og tilgængelig for flere. Med et bevilling på 2.6 mio kr fra Danmark Idræts-Forbund får forbundet nu mulighed for at arbejde indgående med netop synlighed og tilgængelighed.

På baggrund af Find Vej I Danmark projektet har forbundet i dialog med Danmarks Idræts-Forbund skabt en storstilet synligheds- og tilgængelighedssatsning for Orientering. Projektet tager udgangspunkt i det eksisterende Find Vej I Danmark projekt – og ideen er, at disse projekter skal gøres til synligheds- og rekrutteringsplatforme for klubberne. Dette igennem etablering af lokale Find-vej-events der skal give de mange løbende og cyklende motionister mulighed for at få et kort i hånden eller på styret. Til anvendelse på de enkelte events udarbejdes der markedsføringsmateriale som kan tilpasses klubbernes behov, og forhåbentlig understøtte klubbernes rekrutteringsarbejde. Det er forhåbningen, at et stort antal klubber ønsker at være med i denne satsning – og på klubledermøderne i efteråret vil der tilgå yderligere information.
Danmarks Idræts-Forbund støtter som nævnt udviklingsprojektet med 2.6 mio. kr. over en treårig periode, hvilket gør, at projektet bliver en af de største satsninger i forbundets snart 60 årige historie.

Formand for Danmark Idræts-Forbund Niels Nygaard siger følgende om projektet:
”Bevillingen til Dansk Orienterings-Forbund går til at få udbredt ”Find vej i Danmark”-projektet i kommuner over hele landet.”….
”Orienteringsforbundets projekt indeholder et væld af muligheder. Det vil f.eks. være oplagt for børnefamilier at prøve ruterne og både få motion og frisk luft sammen og blive klogere på kommunens parker og bynære skovområder. For kommunerne udgør de grønne idrætsarenaer en billig og fleksibel ramme for udøvelse af motion i nærområdet, og kommunen får samtidig en mulighed for at brande sin natur og sine seværdigheder.”

Projektet løber over tre år og forbundet vil ansætte en udviklingskonsulent der i samarbejde med klubberne skal skabe rammerne for rekruttering, fastholdelse og synlighed.

Spørgsmål vedrørende udviklingsprojektet kan rettes til:
Direktør Mads Ingvardsen
+ 45 4196 9370
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

http://www.dif.dk/OmDIF/Forside/Nyheder/2010/10/20101006_dai_dof.aspx