En lille sluttet skare o-entusiaster er en oplevelse rigere

Mens de danske juniorer fortsætter deres sejrsgang ved det svenske etapeløb 5-dagars, har en lille sluttet skare af danske o-entusiaster atter en gang valgt at kombinere fantastisk natur, spændende terræn, sublime kort og baner og en afslappet atmosfære ved at gøre som ca. 700 andre: deltage i 5-dages i Slovenien.

Heller ikke i år blev vi skuffet. De 5 etaper blev afviklet lige nord for hovedstaden Ljubljana med de Slovenske alpetoppe knejsende i baggrunden mod den (nåh ja - i hvert fald de fleste dage...) skyfri himmel. De to sidste dage blev der dog slidt for skønheden med 250 meters stigning fra parkering til stævnepladsen, der til gengæld lå ufatteligt smukt i skisportsområdet Velika Planina. Terrænet var igen i år kuperet og fyldt med de for Slovenien så karakteristiske dybe lavninger og stejle og detaljerige stenede skrænter, hvor orientering og ankler blev udsat for hårde prøver. Så overskriften, der er Sloveniens turismeslogan, har for deltagerne fået yderligere en betydning qua de ømme ben efter de 5 dages udfordringer.

De danskere, der bedst klarede prøverne, var Kasper Lynge Krogh, Kolding OK, der var hurtigst i H 10, Mikkel Aaen, Farum OK, der vandt en knusende sejr i H 14, Nanna Lysemose Poulsen, Silkeborg OK, der var hurtigst i D 10 og Elisabeth Borchhorst, Mariager Fjord OK, der sejrede klart i D 60. Sidstnævnte dog ikke uden dramatik, da spidsen af en knækket SI-brik ikke er let at finde på en slovensk alpeeng.

Men alt endte lykkeligt og det er ret sikkert, at der er en stor gruppe deltagere, der vil vente spændt på, at det lille trofaste arrangørteam får vejret efter endnu en kraftanstrengelse og begynder at fortælle omnæste års udgave af oocup, som Slovensk 5-dages også kaldes.

Øvrige resultater kan findes via linket nedenfor.

Fodnote: Til alle arrangørernes øvrige kvaliteter kan tilføjes den måske vigtigste: Svineheld! Dagen efter sidste etape silede regnen ned i løbsområdet og sigtbarheden var ned mod 10 meter. Under de forhold havde etapen ikke kunnet gennemføres.

http://www.oocup.com/2010/Overall.html

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF