Skip to main content

Nordic Orienteering Tour

| Administrator | Nyheder 2010

Konceptet, 1.etape, starttider og løbsform

I dag starter så det helt nye koncept Nordic Orienteering Tour (NORT), som består af 3 løb i hhv Finland, Sverige og Norge, som også alle tre er World Cup løb. NORT er et arrangement i sig selv, hvor sidste etape i Norge er en jagtstart, med starttider opnået ud fra de første 2 etaper samt erhvervelse af bonussekunder i samme. Og i NORT er der ganske pæne præmier til de samlet set bedst placerede. Altså umiddelbart temmelig forvirrende, ligesom alle 3 arrangementer er mere eller mindre ”alternative”. Man kan læse meget mere om hele arrangementet på nedenstående link, både om konceptet, de enkelte etaper, starttider og pointstildeling – og der er en endnu kortere version på World of O (på engelsk) http://news.worldofo.com/2010/06/15/nordic-orienteering-tour-all-you-need-to-know/ , hvor du også vil kunne finde mulighed for at følge GPS-tracking. På NORTs hjemmeside skulle du også kunne finde informationer om live-dækning mm.

1.etape er speciel i og med at det er en kombination af mellemdistance og sprint. Ca 2/3 af banen er mellemdistance på 1: 10 000 kort, der er kortskifte på stævnepladsen til et sprintkort i 1: 5 000 – og samlet vindertid er sat til ca 35 min. Der er 1 min startinterval, så det bliver meget tæt og intenst. I herreklassen er der 77 startende, med 1.start 16,26; de 8 danske herreløbere starter med debutanten Martin Hoset som den første 16,41 og Tue Lassen som den sidste, og 8.sidste i alt, kl 17,35. Damerne starter kl 17,50 med Zenia som 1.dansker kl 18,03, Maja 18,41 og Signe som 3.sidste løber i alt 18,43.

De største danske forventninger er klart knyttet til Maja Alm og Signe Søes, men konkurrenceformen burde, så ukendt den end er for alle, ligge godt til både Claus Bloch, Mikkel Lund og Tue Lassen.

Løbet er et selvstændigt World Cup-løb, dvs points til de første 40 løbere, men i NORT gives der så bonuspoints til de 6 første efter mellemdistancedelen, fra 30 sek til 5 sek. Er du forvirret, må du selv læse mere på nedenstående hjemmeside eller følge konkurrencen direkte.

http://nordicorienteeringtour.ikk.no/index.php?submeny=ingen&txt=nyttelinkdetaljer&ny=endre&ident=32