Skip to main content

Hårdt trænende U-16 landshold

| Administrator | Nyheder 2010

16 af morgendagens stjerner prøvede kræfter med Göteborg-terrænerne

Göteborg-området, der er kendt for sit krævende nordiske terræn med drilske klippeflader og tung bevoksning, har i en forlænget weekend fra onsdag aften til søndag, været rammen om U 16 landsholdets træningssamling.

Deltagerne prøvede blandt andet kræfter med banerne fra JWOC langdistance i 2008 og humøret var højt selvom det var en både længere og hårdere bane end løberne var vant til. Derudover fik deltagerne ved en træning lov til parvis at forsøge at tegne kort over et lille område af skoven for at prøve at sætte sig ind i korttegnerens tankegang og træne i at vurdere, hvordan de forskellige detaljer i terrænet tager sig ud på kortet.

”Det var en fin samling”, fortæller U 16-træner Michael Sørensen. ”Og løberne har vist flot gå-på mod og god teknik i det svære og for de fleste noget uvante terræn”.

For at det ikke skulle gå op i løb det hele, havde lederne sørget for en beach volley turnering. Men givet det mildest talt noget kølige forår, havde man lykkedes med at finde en indendørs bane til formålet!

Det er en intensiv periode for de bedste 15-16-årige: I sidste weekend afholdtes KUM i Tisvilde, i denne weekend stod det som skrevet ovenfor på træning i nordisk terræn i Göteborg og i næste weekend går det løs med kombinerede testløb til Ungdoms-VM (EYOC) i Spanien og Junior-VM, der - som det bør være bekendt for alle – afholdes i Danmark i juli. Ved testløbene på sprint og mellemdistance løber U-16 endvidere samme baner som de 17-20-årige, hvilket nok kan få nogle af sidstnævnte til at spejde nervøst på resultatlisten efter de talentfulde 15-16-løberes tider.

Mere information om testløbene kan findes nedenfor.

http://elite.do-f.dk/elite/arkiv/2010/JWOC_EYOC_Test_2010.asp