Skip to main content

Daniel "Packman" Hubmann afgjorde Spring Cup

| Administrator | Nyheder 2010

Og Anne Margrethe Hausken sikrede Halden sejren i dameklassen

Søndag afsluttedes orienteringsidrættens internationale sæsonpremiere, Spring Cup, i Grib Skov med den klassiske stafet. Det blev giganternes kamp, således havde 7 af de 8 første, der løb ud på herrernes afgørende fjerde tur, vundet medalje ved VM eller EM.

Det var ikke sjovt at være Wojcieck Kowalski i svenske Orions dragt. Han startede først ud på¨sidste tur og løb en af dagens bedste tider, men bagfra kom Daniel Hubmann støt og roligt nærmere som en anden packman. Det talstærke publikum kunne følge de to løberes duel sekund for sekund, da deres færd gennem skoven blev tracket og vist live på stor skærm i målområdet. Og knap to km før mål var Hubmann oppe og løb sin klub, Kristianssands OK i mål som sikker vinder efter at have løbet de 12,8 km i luftlinje på lige under 54 minutter, hvilket er ubegribeligt hurtigt i den fugtige skovbund.

I dameklassen startede Maja Alm ud i sin svenske klubs, Ulricehamns, dragt sammen med Haldens verdensstjerne, Anne Magrethe Hausken. Den norske jente blev som ventet en for stor opgave for det unge danske stortalent, men det blev en klar andenplads til Maja og Ulricehamn.

Dermed er Spring Cup slut for i år, men de mange verdensstjerner roste arrangementet og lovede ppstedet, at de også vil være på plads i slutningen af marts 2011, når Spring Cup afgøres på Midtsjælland.

http://www.springcup.dk/springcup/