Skip to main content

Så gik den ikke længere!

| Administrator | Nyheder 2011

Efter seks VM og EM løb på stribe med danske medaljer var det to danske stafethold som måtte gå tomhændet fra dagens EM stafet i russiske Zelenogorsk.

Tættest på - uden at det var helt tæt - var damerne som tog den utaknemmelige 4. plads, mens herrerne aldrig rigtig spillede nogen rolle og endte som nr. 8.

Damernes stafet var intens og afslutningen blev en gyser. Den russiske juniorrytter Svetlana Poverina (4 VM guld) lagde ud med at følge Susanne Laurila fra de finske storfavoritter til dørs på førsteturen. Tjekkerne og de schweiziske verdensmestre var dog ikke mere end godt 15 sek. efter. Pernille Brunstedt Jacobsen kørte en fin førstetur og lå som 5'er med godt 1,45 min. op til teten.

Allerede efter få min. på andenturen fik Ingrid Stengård, Finland defekt og de kom aldrig tilbage. Igen en uheldig stafet for de finske damer. I front var det nu Rusland alene, men ganske tæt fulgt af både Tjekkiet og Schweiz. Nina Hoffmann kørte en stabil andentur, men afstanden op til medaljerne voksede til godt 3½ min. og reelt set var medaljedrømmene slukket.

På sidsteturen fik Tjekkiet lukket hullet op til Rusland, mens Christine Schaffner forgæves søgte at gøre det samme for schweizerne. Det endte i en hidsig tjekkisk-russisk spurt, hvor Renata Paulickova på stregen kørte guldet hjem til førstnævnte foran Ksenia Chernykh og Rusland. Schweiz tog bronze og selv om Rikke Kornvig kørte i dagens bedste tid, så endte det med en dansk 4. plads. Trods alt en podieplacering og et godkendt løb af de danske damer som tog bronze ved EM 2009 i Danmark.

Hos herrerne var danskerne forsvarende mestre, men det stod hurtigt klart at det ville ikke gentage sig. Rasmus Søgaard lagde ud på førsteturen og allerede ved publikumsposten var der luft op til teten. Helt galt gik det dog derefter, da han tog sløjfen forkert rundt, opdagede det (for sent) og fik vendt rundt, men i mål var der mere end 7 min. op til guldet. I front var begge tjekkiske hold med god margen ned til bl.a. Schweiz og Finland.

Bjarke Refslund tabte yderligere lidt tid på andenturen, mens der blev lagt op til endnu et tjekkisk-russisk opgør i toppen. De tjekkiske VM sølvvindere tog sejren og EM guldet, 19 sek. foran Rusland som dermed også fik en medalje på herresiden. Til gengæld var der kamp om bronzen, hvor Østrig med to fantastiske afsluttende ture fik afvist Schweiz i spurten og med Finland halsende efter som 5'er.

Erik Skovgaard Knudsen kørte rundt stort set mutters alene, fik kørt holdet et par pladser frem, men resultatet var en uvant 11. plads, som reelt er en 8. plads når diverse 2. hold fratrækkes.

Torsdag er der hviledag, hvor det meste af holdet tager på en mini-sightseeing i Skt. Petersborg, inden EM afsluttes med langdistancen som fællesstart på fredag. Tilbage i 2009 i Grib skov vandt Lasse Brun Pedersen, mens Erik Skovgaard Knudsen vandt sølv.

http://o-sport.ru/online/online2.php