Skip to main content

MTBO landsholdet er klar til kamp

| Administrator | Nyheder 2011

Sent lørdag eftermiddag ankom MTBO landsholdet til Rusland mhp. at deltage i de 5. europamesterskaber og finalen i årets World Cup.

Holdet er lidt decimeret, da Andreas Bergmann sent fredag aften må melde fra grundet sygdom. Alligevel er der pæne forventninger til det danske hold som er til det første EM siden det succesfyldte EM i Nordsjælland i juni 2009.
Selve rejsen til Rusland forløb egentlig uden problemer, dog så er der fortsat et ret stort bureaukrati i det store land mod øst. Det skal naturligvis overholdes og har ikke ændret sig væsentlig siden murens fald.

EM finder sted ca. 75 km nord for Skt. Petersborg i nogle store skovområder, som umiddelbart vækker minder om det hjemlige terræn. Massivt stibillede i visse områder, åben skov som inviterer til at køre udenfor stibilledet (det er tilladt) og svag til middel kupering.

Mandag åbner EM med en på papiret interessant bysprint i Vyborg, hvor starten går på byens gamle fort beliggende på en lille halvø. Alle 7 danskere skal i ilden, med første start kl. 11.00 (kl. 09.00 dansk tid).

De danske starter (dansk tid):

Dame elite - 5,0 km - 20 poster
09.07 Nina Hoffmann
09.14 Pernille Brunstedt Jacobsen
09.27 Rikke Kornvig
Forsvarende europamester 2009: Michi Gigon, Østrig. (Line Brun Stallknecht vandt sølv)

Herre elite - 6,0 km - 22 poster
09.06 Rasmus Søgaard
09.23 Andreas Proschowsky
09.43 Bjarke Refslund
10.04 Erik Skovgaard Knudsen
Forsvarende europamester 2009: Ruslan Gritsan, Rusland.

På forhånd er de danske forhåbninger lagt oven på Eriks kortholder. Tilbage i 2009 vandt han bronze i Bagsværd og ved det netop overståede VM fik han ligeledes bronze. Ellers skal det blive spændende at følge vores to junior-verdensmestre, Rasmus Søgaard og Andreas Proschowsky, som begge får chancen hos "de voksne". Selv om sprinten normalt ikke er deres favorit, så har de så meget power at det sagtens kan blive til topplaceringer.

EM og World Cup fortsætter med mellemdistance tirsdag, stafet onsdag og sluttes af med langdistancen på fredag.

De russiske arrangører varsler on-line live resultater her: http://www.o-worldcup.spb.ru/en/

http://www.o-worldcup.spb.ru/en/