Flot 5 plads til det danske pigestafethold

På sidste dagen af EYOC løb det danske U16 landshold sig til en guldmedalje ved stafetten i tjekkiske Hradiště. Thomas Knudsen, OK Melfar lagde ud ved at løbe første turen i tiden 41.01 min og kom ind som nr. 9, kun 3.33 min efter det førende hold. Magnus Maag, Søllerød OK tog herefter over og løb holdet i front i en samlet tid på 81.40 min, hvilket var 1.46 min nu foran det tyske hold. Herefter tog Farum OK’s supertalent Mikkel Aaen over og løb holdet i mål til en sikker sejr i en samlet tid på 115.08 min, ikke mindre end 5.09 min foran sølvvinderne fra Litauen og 6.24 min foran bronzevinderne fra værtsnationen Tjekkiet.

Thomas Knudsen, OK Melfar fortalte, at han havde manglet flyd i sit løb og at han havde bommet en del, særligt ved post 2, der var placeret i et fladt område med mange utydelige grøfter. Her var Thomas i et tog med 6 andre løbere og havde svært ved at følge med på kortet. Thomas stoppede op for at læse sig ind, men han kunne ikke få kortet til at passe. For at komme ind på kortet igen løb han ud til en sti 150 m længere fremme og læste sig derfra ind til posten, der stod ved et knæk på en utydelig grøft. Det viste sig, at Thomas var løbet kun 15 m forbi posten i første forsøg. Thomas bommede lidt igen mod slutningen, men hele vejen lykkedes det at minimere tidstabet i forhold til holdene foran. Thomas er første års H15-16, og det er hans først EYOC og første medalje. Thomas nød hele EYOC også sprint og lang, hvor han også havde haft 2 gode løb.

Magnus Maag, Søllerød OK var startet ud på 2. tur lidt efter teten. Der var et langstræk til post 1, som Magnus var meget omhyggelig med at tage ordentligt. Herefter satte han lidt mere tempo på. Undervejs havde han kun mindre bom, specielt lige før publikumspassagen, hvor han kom til at løbe skævt på et kort stræk. Magnus så ikke andre H16 løbere, men skiftedes lidt til at trække med nogle H 18 løbere. Ude i skoven havde Magnus ingen fornemmelse af sin placering. På publikumspassagen hørte han sit navn blive speaket. Men det var først i mål, da DOF direktør Michael Sørensen kunne fortælle, at han havde sat de andre hold med næsten 2 min, at han forstod at han havde løbet sit hold i front. Undervejs var det Magnus fokus, at minimere bom til det mindst mulige. En taktik som man må sige lykkedes rigtig flot. Magnus er 2. års H 15-16 og det er hans første EYOC – og hans første medalje. Magnus havde haft det lidt svært under fredagens sprint med 2 alvorlige bom. Langdistancen gik rigtig godt med kun enkelte bom og en god placering.

Supertalent Mikkel Aaen, Farum OK løb rigtig godt. Mikkel kan i en stafet egentlig bedst lide at skulle æde modstanderne bagfra. I dag startede han imidlertid ud i front med en viden om at det ville være sværere end ved gårsdagens langdistance. Taktikken var derfor ”at løbe stille roligt” og at tage det sikkert hele vejen rundt. Banelæggeren havde lagt banen over diffuse lange bakker, fulgt af områder med svære tætheder med en del finorientering til følge. Det var helt klart for at teste løbernes evne til lave temposkift undervejs. Mikkel holdt sig til sin plan og var flere gange nede at gå i de diffuse områder, hvorfor han kun bommede ganske lidt. Mikkel tager hjem fra EYOC med 2 guld- og 1 sølvmedalje.

Også det danske U16 pige stafhold gjorde det flot med en podieplacering som nr. 5: Signe Edsen, Nordvest OK lagde ud med at løbe en rigtig stærk første tur, hvor hun kom ind som nr. 2 kun 3.33 min efter det førende tjekkiske hold. Sølvvinderen fra langdistance Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK tog over på 2. turen, hvor hun faldt lidt tilbage til en 5 plads nu 9.27 min efter det tjekkiske hold, der fortsat førte. 3. turen blev løbet af sølvvinderen fra sprinten, Miri Thrane Ødum OK øst Birkerød, der holdt 5 pladsen i mål med et samlet tidstab på 15.26 min til det vindende tjekkiske hold.

Signe Edsen, OK Nordvest fortalte, at hendes løb var gået rigtig god. Ude på banen havde hun ikke haft nogen fornemmelse af sin placering. Indimellem havde hun trukket lidt sammen med andre løbere, som hun på grund af gaflinger igen kom væk fra. Signe synes, at det er rigtig fedt at være med til EYOC og er glad ved, at hun kom med i sit første år som D 15-16.

En glad og stolt U16 landsholdstræner Gry Johansen kunne fra stævnepladsen fortælle om et dansk landshold med succes. Resultatet var ovenud flot: 2 guld, 3 sølv og 2 podiepladser et resultat der enten er rekord eller en tangering af medaljerekorden for dansk U16 deltagelse i EYOC. Landstræneren fremhævede, at hele holdet samlet set havde præsteret virkelig gode resultater, hvor gennemsnittet for løbernes præstationer lå utroligt højt samtidig med, at ingen havde dårlige løb. Et faktum der i dag var blevet demonstreret da stafetholds reserverne Magnus Dewet, OK Snab og Amalie Tripax, Roskilde OK dannede hold med en schweizisk H18 løber. Magnus var løbet ud på banen som nr. 6 men havde præsteret dagens hurtigste 2. tur, og derved løbet holdet op til en 2. plads, en placering Amalie Tripax holdt hjem.

Hele mesterskabet havde været velorganiseret med gode terræner og en god stemning overalt ikke mindst ved banketten lørdag aften..

Holdet vender samlet hjem til Danmark med ankomst mandag kl. 0750 i Kastrup

Et STORT tillykke herfra.

http://eyoc2011.cz/media/events/results-relay.pdf

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF