Skip to main content

Spring Cup – du kan stadig nå det!

| Administrator | Nyheder 2011

Og nu stemmer kortet…

Med placeringen i stjerneterræn centralt på Sjælland trækker Spring Cup 2011 flere danske deltagere end i flere år. Der er i år gjort en ekstra indsats for at der skal være baner for alle. Baner for alle aldersklasser og 4 åbne baner fredag og 8 åbne baner såvel lørdag som søndag sikrer, at alle kan finde netop den klasse og bane, der passer dem. Selvom den ordinære tilmelding er afsluttet, er det stadig muligt at købe vakante pladser i startfeltet og selv på løbsdagen kan man blot møde op og købe en vakant plads i en af konkurrenceklasserne eller en åben bane.

Men selvom der er fine forhold for bredden, så er Spring Cup også et stævne, der gør noget ekstra for at følge eliten. Med start på stævneplads, publikumspost på bro på stævnepladsen og et langt opløb med fine oversigtsforhold, bliver der masser af mulighed for underholdning. Broen er allerede døbt ”Storebæltsbroen”, da det er første gang OK Gorms fine bro, der i 2010 var i brug ved JWOC og DM Mellem, har krydset bæltet og bliver brugt på Sjælland. Og med broen sat op, så stemmer kortet nu, da broen naturligvis blev sat på kortet før trykningen for nogle uger siden.

”Det må blive den flotteste Spring Cup stævneplads nogensinde”. Ikke sagt af hvem som helst, men derimod af John Søndergaard – en af FIF Hillerøds mangeårige Spring Cup ildsjæle – da han deltog i at bygge de i alt 6 broer på og omkring stævnepladsen. Og som det antydes på billedet, er det et flot syn, der møder deltagerne, når de passerer gennem broen, der udgør den naturlige indgangsportal til stævnepladsen.

Langtidsudsigten for vejret i Spring Cup weekenden taler om solskin og en let vind fra vest. Så vil også gangvejen fra parkering til stævnepladsen, der byder på storslåede udsigter i det kuperede terræn, vise sig fra sin bedste side. Billeder fra ruten kan ses her.

De ca. 170 frivillige arrangører fra OK Roskilde, OK Øst Birkerød og FIF Hillerød glæder sig til at tage imod de mange gæster i den kommende weekend.

http://www.springcup.dk/springcup/