Nordvest OK hædret for medlemsfremgang i februar

Nordvest Orienteringsklub blev Månedens klub i februar i kategorien "små klubber".

Jane Thode Jensen, formand i Nordvest OK, fortæller om de to nye medlemmer, klubben fik i februar:

"Den ene, jæger, friluftsmenneske fra samme arbejdsplads som 2 af klubbens medlemmer, blev af kollega guidet til at prøve klubbens lørdagsløb. Det var mund-til-mund metoden, der virkede!

Den anden, en meget erfaren o-løber, blev leder af Klitmøller Friskole og er flyttet til Thy.
Han havde hele skolen med ude til Find vej..posterne i Vilsbøl Plantage – og kom i Nationalpark TV.
Mon ikke han havde hørt om Nordvest OK, da han søgte jobbet!"

ikke mindst blandt de unge talenter

Elitecenteret i Århus havde i weekenden 17 medlemmer og enkelte udenfor centeret med på træningsweekend i det Nordjyske.

Små 40 km blev tilbagelagt på rutinerede Thomas Hjerrilds træningsoplæg, der lørdag bød på baner i Uggerby og Tværsted Klitplantager og søndag fysisk krævende baner i Rold Skov og Rebild Bakker.

”Det er særligt opmuntrende at se, hvordan yngre løbere som Andreas Boesen (OK Roskilde) og Søren Schwartz Sørensen (FIF Hillerød) bliver stærkere og stærkere af træningen på elitecenteret”, udtaler landstræner Lars Lindstrøm efter den succesfulde weekend. ”Og så er det også en fornøjelse at følge Ida Bobach, der til stadighed imponerer med både teknik og fysik” fortsatte træneren. I det hele taget var der en del yngre løbere med på træningsweekenden, blandt dem Ita Klingeberg (Faaborg), Stine Bagger Hagner (Silkeborg OK), Lars Hjerrild (OK PAN Århus) og Jakob Ekhard Edsen (Århus 1900).

Samlingen var sidste finpudsning af formen før de dygtige løbere skal prøve kræfter med resten af eliten og stærke udenlandske løbere når den sjællandske del af sæsonen for alvor starter med Danish Spring i næste weekend og DM Sprint og DM Ultra Lang weekenden efter.

Referatet fra repræsentantskabsmødet foreligger nu.

Repræsentantskabsmødets referent, Gert Pedersen, har færdiggjort referatet og gør status over mødet.

På DOF’s repræsentantskabsmøde var der repræsentanter for 38 af landets klubber, og de havde meget at sige – dog ikke på selve repræsentantskabsmødet, hvor en enkelt delegeret tillod sig at beklage, at han ikke kunne finde noget at kritisere, men debatten var intens på de 4 workshops, der indledte mødet.

Der blev der debatteret og udvekslet nye tanker om O-service, Fleksible medlemskaber, Vision 2015 og Find vej i +. Læs om nogle af tankerne i referatet.

Valgene var fredsvalg med udskiftning på en enkelt post, nemlig da Mette Rønning Steffensen afløste Lars Olsen som næstformand. I sammenhæng med at Birgitte Halle har afløst Lars-Ole Kopp som formand for Nordkredsen opnås der ligestilling mellem kønnene i hovedbestyrelsen: 6 kvinder og 6 mænd.

Formandens mundtlige beretning kredsede bl.a. om forventningen om solidaritet klubberne imellem: Et væsentligt element i DOF’s økonomi er medlemsrelaterede afgifter = løberafgifter og medlemskontingenter. Hvis nogle klubber ensidigt går efter at holde startafgifter på gode arrangementer nede ved at gøre arrangementerne afgiftsfrie, belaster det hele grundlaget for forbundets funktion. På samme måde kan konvertering af aktive medlemmer til passive have konsekvenser for både medlemmerne og forbundet. Læs mere i referatet.

Næste års møde er i Idrættens Hus i Brøndby.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/hb/2012_Repraesentantskabsmoede.pdf

Med stærke danske og udenlandske navne på startlinjen

I den kommende weekend, 24. og 25. marts, ser nyskabelsen Danish Spring dagens lys. Efter den traditionelle sæsonpremiere Spring Cup blev afviklet sidste gang i 2011, er OK Øst Birkerød nu klar med et nyt spændende koncept med tre intense konkurrencer fra samme stævneplads i den sydlige del af Store Dyrehave ved Hillerød.

”Vi ønsker at skabe et enkelt stævne med spændingen i stafet og fællesstart i fokus” udtaler Gunner Sie fra arrangørteamet, ”og vi ser frem til konkurrencen i et felt, der tæller den danske elite og en række stærke navne fra klubber i de øvrige nordiske lande og flere andre nationer.”

Stævnet indledes lørdag eftermiddag med fællesstart på mellemdistance for herre og dame elite og start ca. kl.13.30. Løbet tæller til verdensranglisten (World Ranking Event). Samtidig er løbet sæsonpremiere på de danske senior- og juniorranglister, henholdsvis TRIMTEX Cup og LØBEREN League. Juniorer og seniorer løber samme bane og fordeles således efter løbet på om de tæller til junior- eller seniorranglisten. I herresenior har Tue Lassen (Faaborg OK) og Søren Bobach (Silkeborg OK) vist flot form i sæsonstarten og det bliver interessant at følge deres dyst med de øvrige danske deltagere og stærke udenlandske navne, der bl.a. tæller Francois Gonon og Johan Runesson – begge fra IFK Göteborg. I damesenior bliver det spændende at se, om Ida Bobach (Silkeborg OK) kan følge op på sine flotte præstationer i Nordjysk 2-Dages i de hurtige nordsjællandske skove. Her får Ida dog hård konkurrence, blandt andre af svenske Lina Strand, Göteborg-Majorna, der besejrede både Ida og selveste Simone Niggli og vandt WRE-løbet ved POM i Portugal sidst i februar.

Lørdag aften åbnes for nyskabelsen med stafetture både lørdag aften og søndag formiddag, hvor de deltagende klubber kan teste deres løbere i forskellige konstellationer af dag- og natstafet forud for de store internationale stafetter. I såvel herre- som damestafetten er førstepræmien en pengepræmie på 1000 kr pr. tur, hvilket for herrerne er 7 og damerne 5.

Begge dage er der masser af åbne baner, som er åbne for alle, således at man kan få en tur i det fine terræn også selvom man ikke lige synes man kan finde en passende stafetklasse.

Et engageret speakerteam vil være på pletten i alle 24 timer og arrangøren satser på både WebTV, speakerlyd og on-line-resultater.

Det bliver spændende at følge denne nyskabelse i international orientering og OK Øst Birkerød fortjener stor ros for at have turdet at tænke alternativt og udvikle et nyt løbskoncept.

http://www.danishspring.dk/da/

I samarbejde med Norge, Sverige og Finland stiller DOF forslag om, at VM opdeles i et ”terræn-VM” og et ”sprint-VM” til afvikling i henholdsvis lige og ulige år

Forslaget, der er en konkretisering af de kommentarer, som de nordiske lande i januar i fællesskab indsendte som svar på Det Internationale Orienteringsforbund (IOF)’s eget ”WOC in the future”-oplæg. De mange kommentarer fra bl.a. de nordiske lande til IOF’s oplæg førte til, at IOF’s council valgte at trække deres forslag, men blandt de nordiske lande er der enighed om, at det nordiske oplæg vil være en forbedring i forhold til det hidtidige VM-program. Der er i disse overvejelser bl.a. lagt vægt på følgende:

* Mediernes efterspørgsel efter konkurrencer, hvor første løber over målstregen vinder, tilgodeses – samtidig med at alle de nuværende discipliner bibeholdes.

* Det bliver billigere og mere overkommenligt for flere nationer at arrangere VM, idet antallet af konkurrencer reduceres fra de nuværende 7 til 4.

* Alle kvalifikationer – med undtagelse af den traditionelle sprintkvalifikation - afskaffes, hvilket giver en kortere VM-uge, som dermed gør det billigere for de deltagende nationer.

I hovedtræk består det nordiske VM-oplæg af følgende:

”Terræn-VM” afholdes hvert andet år i lige år og kommer til at bestå af mellemdistance, langdistance og stafet, som de er kendt i dag, med tillæg af en konkurrence bestående af prolog og jagtstart.

”Sprint-VM” afholdes hvert andet år i ulige år og kommer til at bestå af knock-out-sprint efter et koncept a la det, der har været anvendt til NORT de seneste år, sprintkonkurrence, som den kendes fra det eksisterende VM-program med kvalifikation og finale samme dag samt en sprintstafet for to-mands-hold, hvor hver løber løber to ture.

Det nordiske forslag til nyt VM-program behandles på IOF’s General Assembly den 20. juli i forbindelse med dette års VM i Lausanne, Schweiz.

Læs forslaget i sin fulde ordlyd via nedenstående link.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/Proposal-to-IOF-GeneralAssembly20120320.pdf

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF