På weekendens møde mellem de nordiske lande i Helsinki enedes Norge, Sverige, Finland og Danmark om et fælles forslag til fremtidens VM-program som alternativ til det af IOF fremsatte forslag

Det nordiske forslag, der kan læses i sin fulde ordlyd via nedenstående link, er på én gang en stor nytænkning af sammensætningen af VM-program samtidig med, at alle de eksisterende discipliner bibeholdes i deres nuværende form.

De nordiske lande indledte mødet med at opstille 8 kriterier, som et nyt VM-program skulle opfylde. Disse kriterier består af synlighed fra mediernes side, attraktivt program for udøvernes side, høj sportslig kvalitet, øget antal deltagerlande, øget antal potentielle arrangørlande, færre kvalifikationer samt lavere omkostninger for henholdsvis deltagere og arrangører.

Forslaget indebærer en opsplitning i et ”Sprint-VM” og et ”Terræn-VM”, som hver især afvikles hvert andet år. Samtidig foreslås EM afviklet på tilsvarende vis med ”Terræn-EM” i de år, hvor der er ”Sprint-VM” og vice versa.

”Terræn-VM” kommer til at bestå af mellemdistance, langdistance og stafet, som de er kendt i dag, med tillæg af en konkurrence med samlet start og vindertid på 45-60 minutter.

”Sprint-VM” kommer til at bestå af knock-out-sprint efter et koncept a la det, der har været anvendt til NORT de seneste år, sprintkonkurrence, som den kendes fra det eksisterende VM-program med kvalifikation og finale samme dag samt en sprintstafet for to-mands-hold, hvor hver løber løber to ture. (der bliver her ikke tale om mix-stafet, men én stafet for damer og én for herrer).

Det fremkomne forslag opfylder på mange måde de opstillede kriterier, hvoraf følgende skal nævnes:

* Mediernes efterspørgsel efter konkurrencer, hvor første løber over målstregen vinder, tilgodeses – samtidig med at alle de nuværende discipliner bibeholdes.

* Det bliver billigere og mere overkommenligt for flere nationer at arrangere VM, idet antallet af konkurrencer reduceres fra de nuværende 7 til 4.

* Alle kvalifikationer – med undtagelse af den traditionelle sprintkvalifikation - afskaffes, hvilket giver en kortere VM-uge, som dermed gør det billigere for de deltagende nationer. Som kvalifikation bruges i stedet nationspladser baseret på det enkelte lands placering for nationer på verdensranglisten. Den regerende verdensmester og regionale mester er derudover forhåndsudtaget, hvilket sikrer fortsat høj status på de regionale mesterskaber.

Beslutning om fremtidens VM-program træffes på IOF’s General Assembly i juli måned i forbindelse med dette års VM i Schweiz.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/WOC_in_the_future_NORD_20120115.pdf

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF