Skip to main content

Trænerseminaret 2013

| Administrator | Nyheder 2013

Knapt 40 trænere fra hele landet var i weekenden samlet i Vejle til DOF's årlige trænerseminar.

Seminaret indledtes med et oplæg fra landstræner Lars Lindstrøm, der satte fokus på talentudvikling og den røde tråd i arbejdet fra klubbernes brede rekruttering af børn og unge til DOFs verdensklassegruppes stræben efter topresultater ved de internationale mesterskaber.

Herefter blev Trænerseminaret delt i to spor, hvor Talent-/elite-sporet dels arbejdede med status på og servicetjek af TC’erne, dels udvekslede erfaringer og ønsker fra personlige trænere, klubber, TC’er og landshold.

Søndag havde Talent-/elite-sporet besøg af et par legendariske løbere Carsten Jørgensen og Niels Kim Hjorth, der kom med eksempler på deres træning og træningsfilosofi til inspiration for nutidens trænere.

Emnet på Bredde-/BørneUnge-sporet var den nye hjælpetræneruddannelse 1-2-Træner, som DOF i samarbejde med DIF udbyder i 2014.

Deltagerne på Bredde-/BørneUnge-sporet gennemførte uddannelsen med henblik på selv at kunne tilbyde 1-2-Trænerkurser lokalt i 2014 (”teach the teacher”) samtidig med, at de personligt blev opdateret med nyeste viden og erfaringer indenfor Trænerrollen, træningsmiljø, skygning og Minitræning.

Ved afslutningen søndag middag var alle enige om, at trænerseminaret er en fantastisk mulighed for at mødes og udveksle tanker og idéer med trænerkolleger fra hele landet, og at alle trænere i klubber, kredse og forbundet burde være med.

Reservér derfor allerede nu weekenden 22.-23. november 2014 til næste års trænerseminar - igen på Vejle Vandrerhjem.