Skip to main content

En dejlig weekend

| Administrator | Nyheder 2013

Arrangørerne kan være tilfredse med DM weekenden

Der afholdes mange gode arrangementer, men en gang imellem skal et særligt dedikeret arrangørteam have et par ekstra ord med på vejen. De over 100 frivillige DM-arrangører fra O 63 Vordingborg og Søllerød OK havde alt det basale på plads med et fint kort, gode baner og et terræn, der hverken var så krattet eller brændenældefyldt, som mange deltagere huskede Klinteskoven. Og når man så havde været gode til at rydde undervegetation, hvor det var nødvendigt, var der fine forhold til alle. Se billeder af deltagere her.

De fleste deltagere vil huske den fantastiske tilskuertribune, som dannede en flot ramme om de to præmieoverrækkelser – såvel i lørdagens forrygende sommervejr, som på den lidt mere skyede søndag. Søndag sørgede arrangørerne mirakuløst for, at deltagerne først mødte regnen omkring Stege efter de havde hørt DOF-formand Helge Søgaards takketale. Og så havde de lige ændret indkørslen til parkeringen, så det tog højde for regnen natten til søndag. En vel gennemtænkt detalje.

Fra bakketoppen over skrænten havde radiosportens Liga-vært, Erling Thisted, for en stund udskiftet studiet med Mogens Jørgensens velfungerede radio- computersystem. Sammen med ekspert-interviewer, Rasmus Thrane Hansen sikrede Erling, at alle kunne følge konkurrencen i eliteklasserne og blive opdateret, når egen klasse var afsluttet – og at de bedste blev interviewet kort efter målgang. Se billeder fra stævnepladsen her.

Symptomatisk for et velarrangeret stævne havde stævneleder Troels Christiansen fra Søllerød – men med aner i O 63 – tid til at løbe en bane på dagen. ”Vi har haft et godt samarbejde med de lokale turistforeninger og vi er ærligt talt også ret stolte af, at vi har over 1000 til start i dag”, fortalte Troels da DM Lang var ved at gå på hæld. Og der var da heller ikke nogen klasser, hvor der ikke var deltagere nok til medaljerne – end ikke i H 85, hvor Erik Høegh fra Allerød vandt sit efter sigende første DM. Det er aldrig for sent. Se billeder af medaljetagerne her.

Der er noget at leve op til for næste års DM-arrangører, men rygtet vil vide, at SNAB mfl. allerede er i gang med at planlægge næste års DM-weekend. Hvis man syntes der var for mange bakker i år, er der ikke megen trøst at hente, da Munkebjergs stejle bakker næste år igen venter på DM Lang deltagerne.

http://www.sollerod-ok.dk/dm2013/