Skip to main content

DM weekenden står for døren

| Administrator | Nyheder 2013

i Klintekongens rige

Efter en perlerække af fine DM-terræner i 2013 står vi nu foran kronjuvelen: DM Weekenden ved Møns Klints majestætiske kridtklipper. O 63 og Søllerød OK har forberedt sig i årevis og der er bestil køligt, men tørt sensommervejr. Arrangørerne er glade for og stolte over at kunne byde 850 stafetdeltagere og 950 forventningsfulde lang-deltagere velkommen til strabadserne i det, svenskerne i gamle dage kaldte ”gröna helvete”, men som slet ikke er så tæt i vore dage. Og mon ikke en tør sommer har lagt en dæmper på de værste brændenælder?

Skoven blev anvendt ved EM-finalen på lang i 2004 og har i DM-regi senest lagt skov til DM-weekend for 6 år siden. Læs også på stævnets hjemmeside Thomas Højsgaard Nielsens beretning fra vejen mod DM-guldet tilbage i 1996. Denne gang anvendes en og samme stævneplads, men forskellige dele af skoven til de to løb. Arrangørerne krydser fingre for, at den til tider svigtende mobildækning ved klinten vil være tilstrækkelig til liveresultater og internetdækning på pladsen.

I DM stafet er OK Pan gigantisk favorit i dameklassen, mens herreklassen er mere åben.

DM Lang er 8. delkonkurrence i seniorernes TRIMTEX Cup, mens juniorerne ikke har rangliste, da yngre og ældre junior traditionelt løber hver sin bane ved dette stævne. I herresenior må Tue Lassen, Faaborg OK, påtage sig en klar favoritværdighed, men på en lang hårde bane skal man hverken afskrive Rasmus Djurhuus, OK Pan eller Søren Schwartz, FIF Hillerød. RunO Olsen, Tisvilde Hegn OK skal aldrig afskrives, når det er langt og hårdt. René Rokkjær, OK Pan, tager endnu en tørn i seniorklassen ved DM Lang ni år efter han som bedste dansker erobrede niendepladsen ved EOC.

Damesenior bliver historisk ved at samle flere deltagere end herresenior – 31 mod 29. Come on, guys. Her skal Ida Bobach, OK Pan Århus, der denne gang ikke har en VM-træningslejr I benene, vise om hun kan generobre tronen som Danmarks bedste fra DM Mellem-vinderen og klubkammeraten, Signe Søes. Emma Klingenberg, Faaborg OK og Maja Alm, OK HTF, må både finde sig i at have outsiderrollen og i måske at kunne blive truet bagfra af en formstærk Anne Konring Larsen, FIF, der lige som René var bedste danske løber ved EOC-finalen i 2004. Anne var den gang otte minutter fra sølvmedaljen.

I D 18 er radiostjernen Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, gigantisk favorit, mens søstrene Cecilie og Nicoline F. Klysner, FIF og Ita Klingeberg, Faaborg, deler favoritrollen i D 20. Jakob Ekhard Edsen, Århus 1900 er klar favorit i H 20, blandt andet fordi Thor Nørskov, OK Øst er hindret af både sygdom og sener, der endnu ikke er klar til at løbe i terræn. Thomas Knudsen, Melfar, og Magnus Maag, Søllerød deler favoritrollen i H 18.

Når man til de spændende konkurrencer lægger muligheden for besøg ved GEOcenter Møns Klint og de mange kulinariske tilbud på arrangørernes hjemmeside er der kun en ting at sige: Glæd jer!

http://www.sollerod-ok.dk/dm2013/