Skip to main content

VM-træningslejr i Italien

| Administrator | Nyheder 2013

14 danske løbere forbereder sig til WOC 2014

Lige nu er det danske landshold på træningslejr i Asiago i Italien, hvor der 5.7-13.7 2014 skal afholdes WOC i Trentino-Veneto. Samlingen er første led i forberedelserne og også første gang truppen samles efter både WOC i Finland og World Games i Columbia, hvor Danmark til sidstnævnte jo opnåede sin første stafetmedalje i rigtigt mange år ved at vinde sølv i Mix-stafetten for 2 herrer og 2 damer. Denne disciplin er for første gang også på WOC-programmet, der ellers også adskiller sig fra årets WOC i Finland ved at der ikke bliver kvalifikationsløb på hverken lang eller mellem. Man kan se hele programmet mm via flg links: http://orienteering.org/wp-content/uploads/2012/12/Bulletin-11.pdf og http://www.woc2014.info/ .

Med på træningslejren er 6 damer og 8 herrer, nemlig Maja Alm, OK HTF, Ida Bobach, OK Pan, Emma Klingenberg, Faaborg OK, Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK, Ane Linde, OK Pan, Ita Klingenberg, Faaborg OK, Tue Lassen, Faaborg OK, Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, Marius Thrane Ødum, OK Øst, Søren Bobach, OK Pan, Søren Schwartz Sørensen, Fif Hillerød OK, Christian Bobach, Silkeborg OK, Rasmus Djurhuus, OK Pan og Jakob Edsen, Aarhus 1900. Der er afbud fra Signe Søes, OK Pan og Andreas Boesen, OK Roskilde – og som det fremgår, er de 2 juniorer Ita Klingenberg og Jakob Edsen indlemmet i truppen, da de bliver seniorer næste år.

Programmet for denne træningslejr er hovedsagelig lagt på lang og mellem og der er en overvægt af forholdsvis rolige træninger for at ”identificere og arbejde med områdets o-tekniske udfordringer”. Landstræner Lars Lindstrøm meddeler, at hele truppen er særdeles motiveret ovenpå både VM i Finland og World Games – og der arbejdes supergodt med at få testet alle terræntyperne. Det skal blive spændende at se dem alle konkurrere indbyrdes til DM-mellem, der afholdes allerede dagen efter hjemkomsten.

Den internationale sæson er så småt ved at være overstået, da der kun mangler de sidste World Cup afdelinger i Schweiz i begyndelsen af oktober, og her kan man konstatere, at flere danske løbere faktisk ligger rigtigt godt placeret i den øjeblikkelige World Cup-stilling. Hos damerne ligger Ida nr 5, Emma nr 7 og Maja nr 21, og hos herrerne ligger Tue nr 7, Rasmus nr 16 og Marius nr 20. Samtidig er det glædeligt at se, at Rasmus via sine flotte resultater til VM og World Games er rykket op som nr 21 på Verdensranglisten, dvs kun 2 pladser efter Tue. Hos damerne ligger Ida pt nr 6, Emma nr 10 og Maja nr 17.