Skip to main content

Dansk sølv i World Games stafet

| Administrator | Nyheder 2013

Danmark fik fantastisk afslutning på World Games

Det danske hold med Tue Lassen, Ida Bobach, Rasmus Thrane Hansen og Maja Alm sikrede i dag Danmark en fantastisk afslutning på World Games i Colombia, da de vandt sølv i den afsluttende mix-stafet.

Det er Danmarks første internationale stafetmedalje for seniorer siden EM i 2004.

På 1. tur havde Tue allerede på 1. posten en lang gafling, der kostede kontakten med de forreste hold, men Tue løb en teknisk rigtig god tur og kunne trods en spids torn i foden, der hæmmede løbet på sidste halvdel skifte 1.02 min efter som nr. 9.

Også på 2. turen var det danske hold ramt af lange gaflinger, og da Ida desuden sad fast i en tæt undervegetation blev afstanden til de forreste øget til 2.55 min, og Ida skiftede som nr. 6.

På 3. turen fulgte Rasmus op på hans flotte 4. plads fra lørdagens mellemdistance og kunne skifte som nr. 4 - 3.48 min efter de førende schweizere.

Det udgangspunkt forvaltede Maja på sidsteturen på bedste vis, og selvom schweizerne var en for stor mundfuld, endte Maja med at løbe en ganske klar 2. plads hjem.

Undervejs måtte både Norge, Storbrittanien, Tjekkiet og Sverige se sig diskvalificerede med fejlklip - sidstnævnte var endvidere ramt af sygdom og havde derfor ikke fuldt hold i stafetten.

World Games, mix-stafet
1. Schweiz (Daniel Hubmann, Sara Luescher, Matthias Kyburz, Judith Wyder) 1:16:35
2. Danmark (Tue Lassen, Ida Bobach, Rasmus Thrane Hansen, Maja Alm) 1:20:55
3. Østrig (Gernot Kerschbaumer, Anna Nilsson Simkovics, Robert Merl, Ursula Kadan) 1:22:08

Yderligere info:
World Games’ hjemmeside:http://worldgames2013.com.co/en/
World Games’ hjemmeside vedrørende orienteringsløb:http://wg2013.orienteering.org/
Fotos fra World Games på DOF's facebook-side: https://www.facebook.com/Danskorienteringsforbund?ref=hl