Skip to main content

God åbning på VM i Finland

| Administrator | Nyheder 2013

Alle 4 danskere sikkert videre i lang

Det blev en god første dag for det danske landshold, hvor alle 4 deltagere kom sikkert videre i langdistance-kvalifikationen. Emma Klingenberg, Faaborg OK, var første dansker i skoven kl 8,55 dansk tid (husk at Finland er 1 time forud for dansk tid) – og Emma kvalificerede sig meget sikkert som nr 4 i sit heat i tiden 58,07, 5,32 efter vinderen Tove Alexandersson, Sverige. De 15 bedste i hvert af de 3 heats kvalificerer sig til A-finalen, og i et andet heat kvalificerede Ida Bobach, Silkeborg OK, sig lige så sikkert som nr 7 i næsten samme tid som Emma, 58,02. Ida var 5,53 efter vinderen Simone Niggli, Schweiz.

I øvrigt kom alle ”favoritterne” sikkert videre hos damerne, hvor der heller ikke var nogle af de normalt store nationers løbere der kiksede kvalifikationen. Det skal nok blive spændende på tirsdag, hvor det nok primært vil være et opgør mellem netop de 2 heat-vindere Tove Alexandersson og Simone Niggli – og så finske Minna Kauppi, der altid forstår at være i topform til VM – og så på hjemmebane. Men Ida Bobach vil helt sikkert være med i kampen om både podieplaceringer og forhåbentlig også medaljer, og da terrænet er meget hurtigt skal man på ingen måde afskrive Emma Klingenberg, der dog ”lige” har en sprint-konkurrence med kvalifikation og finale mandag – og den har helt sikkert første prioritet for Emma.

Hos herrerne kom både Søren Schwartz Sørensen, Fif Hillerød OK, og Tue Lassen, Faaborg OK, sikkert videre som henholdsvis nr 8 og nr 9 i deres heats. Også hos herrerne kom alle favoritter og alle de store nationers løbere sikkert videre. Heatvinderne var Edgars Bertuks, Letland, Jani Lakanen og Tero Föhr, begge Finland, og af øvrige favoritter må fremhæves Thierry Gueorgiou, Frankrig, og Daniel Hubmann, Schweiz. Det skal blive spændende at se, hvordan Søren og Tue vil klare sig i finalefeltet på tirsdag, hvor også de unge svenske og norske løbere vil satse hårdt.

Alle dagens resultater kan findes via flg link: http://online.woc2013.fi/tulokset/en/2013_woc_long

http://www.woc2013.fi