Skip to main content

EM sølv til Camilla Søgaard

| Administrator | Nyheder 2013

21-årige Camilla Søgaard vandt fredag middag sin første mesterskabsmedalje, da det blev til en flot sølvmedalje ved EM i Polen.

Det lykkedes atter et dansk landshold at vinde en medalje ved et internationalt mesterskab, da Camilla Søgaard omkring middagstid vandt sølv på langdistance ved europamesterskaberne i Polen. Danmark har vundet medalje hvert år siden 2007 i både VM og EM.

Efter 16,8 km og 24 poster var hun kun overgået af svenske Cecilia Thomasson, som dermed vandt sin første guldmedalje, kun tre dage efter hun vandt sølv på mellemdistancen.

EM langdistance afvikles som en fællestart og var farsta gaflet fornuftigt. Efter 1. loop kom rytterne forbi målområdet og her lå Camilla nr. 5, med ca. 1,30 min. op til to førende russere. På 2. loop gik hun i front med Cecilia, men et mindre bom betød at svenskeren gik forbi og det holdt til mål. Der var ikke mere end ca. 20-25 sek. forskel i mål, selv om resultatlisten siger noget andet. Camilla var bare lang tid om at finde målposten. Maja Rothweiler, Schweiz, blev nr. 3.

Begge de finske favoritter, Marika Hara og Susanne Laurila, udgik, Marika efter et voldsomt styrt og Susanna bommede sig væk.

De øvrige danske piger måtte se sig henvist til sekundære placeringer. Ann-Dorthe Lisbygd endte som nr. 18, men lå nr. 10 efter 1. loop. En stor vejvalgsfejl gjorde at hun tabte 3-4 min. sent på 2. loop og røg ned af resultatlisten. Der har dog været flere opmuntrende præstationer fra AD, som har været ude i to år pga. først en skade og siden familieforøgelse.

Marie Tindborg begyndte rigtig fint og lå ca. nr. 28 efter 1. loop. Det holdt dog ikke helt på 2. loop og her tabte hun rigtig meget tid. Hun endte som nr. 39.

Camilla Søgaard
Født 1991 og fra Horsens OK. Har tidligere været på det danske juniorlandshold i orienteringsløb. Debut på MTBO landsholdet i Italien i 2011, hvor det bl.a. blev til en 4. plads i junior-stafetten. Hendes hidtil bedste placering er en 4. plads ved World Cup sprint i Estland i september 2012 og 13. pladsen ved VM langdistance i Ungarn i august 2012.

Hun er en af de fysisk stærkeste ryttere i feltet, hvilket fik Laura Scaravonati, Italien, til at udbryde efter dagens løb: "She (Camilla) is so f...... strong, we couldn't stay on her wheel!"

Der er helt sikkert mere i vente fra Camilla Søgaard i fremtiden.

Hos herrerne tog Jussi Laurila, Finland, sejren og dermed sin 3. guldmedalje - vandt også sprint og stafet. Sølvet gik til det nye russiske stjerneskud, Valerii Gluhov og bronzen gik igen-igen til tjekken Jiri Hradil, dem har han efterhånden nogle stykker af.

http://www.emtboc2013.pl/