Skip to main content

KUM – fyrre, festlig og forrygende

| Administrator | Nyheder 2013

Øst fejrede jubilæet med dobbeltsejr

Kredsungdomsmatchen fejrede i denne weekend sit 40 års jubilæum i fin form. Efter Syds dobbeltsejr sidste år, leverede Øst i år et eftertrykkeligt come back ved dels at vinde den individuelle konkurrence klart og ved at vinde dobbeltsejr i stafetten.

Siden det første KUM blev afholdt med stafet i Fløjstrup Skov lørdag den 19. maj 1973, fest i Balle Forsamlingshus og individuel konkurrence i Silkeborg Vesterskov dagen efter, er arrangementet af matchen gået på skift mellem de tre kredse, således at der i år var 40 års jubilæum for årets ungdomsbegivenhed i orienteringsverdenen. I år var det Østkredsens tur og de kuperede skove ved Hvalsø på Midtsjælland stod i deres smukkeste nyudsprungne forårspragt, da de små 180 ungdomsløbere fra hele landet stod klar ved startstregen til konkurrencen på lang distance lørdag eftermiddag. Der konkurreres i 10 klasser, 5 drengeklasser for 11-12, og op til 19-20 og tilsvarende for pigerne. Man kan således først blive udtaget til KUM i det år, man fylder 11 år.

Da den lange distance var afviklet, kunne det konstateres, at Øst havde sat sig på halvdelen at sejrene, mens Syd havde tre og Nord to sejre. Set i lyset af pinsens testløb til såvel junior- som senior-VM var det glædeligt at både Jakob Ekhard Edsen og Ita Klingenberg ser ud til at være deres skader så meget kvit, at de leverede sikre sejre i KUM. Da pointene var talt sammen, var det dog klart, at Øst havde vundet en komfortabel sejr på hjemmebanen. Sidste års vinder fra Syd besatte i år andenpladsen i et tæt opgør med Nord.

Efter den lange distance nåede deltagerne præcis at komme i busserne før himlens sluser åbnede sig med en frisk forårsbyge og så stod den på intense forberedelser til aftenens fest på Trekroner Skole. Tobias Frisch og hans veloplagte team styrede sikkert et sandt festfyrværkeri af konkurrencer, præmieoverrækkelse og festlige indslag, der til sidst gav sig udslag i sejr til Syd i aftenens fest.

Søndag måtte deltagerne på trætte ben slæbe sig op til stævnepladsen på toppen af højen ved Avnstrup Modtagecenter, hvor der ligeledes var stævneplads ved kvalifikationsløbene ved EOC tilbage i 2004. De ældste drenge løb første tur og som altid blev det et festfyrværker i fantasifuld påklædning og overraskende happenings før de gav den fuld gas og løb væddeløb på den sidste del, hvorefter Anders Ekhard Edsen kom først til skiftet. Så var der stor samling på deltagerne ved de to næste ture, men på 4. tur rykkede Martin Illum på Østs førstehold uimodståeligt fra de øvrige, således at Nicoline F. Klysner havde et komfortabelt forspring da hun løb ud på sidste tur. Forspringet til Astrid Ank Jørgensen fra Nord øgedes hurtigt og da Ita Klingeberg først blev sendt ud på sidste tur for Syd over 6 minutter senere, var der ingen, som kunne hindre Nicoline i at løbe i mål sammen med sit hold som sikker vinder af KUM-stafetten 2013. 2:39 senere løb Amalie Tripax Øst 2 ind til dobbeltsejren, mens Astrid erobrede 3. pladsen til Nord 23 sekunder senere. Ita Klingenberg løb Syd op til en 4. plads. Østs vinderhold bestod af Magnus Maag, Nikoline Tillingsøe, Frederik Holm Splittorff, Martin Illum og altså Nicoline F. Klysner.

Efter DOFs næstformand, Mette Steffensen – der 30 år tidligere selv havde vundet D 15 16 ved KUM – havde uddelt præmier til de tre hurtigste stafethold, var det tid til at gå til busserne og påbegynde hjemturen efter endnu en KUM-weekend med glade unge o-løbere – og de af arrangørerne, der havde kæmpet hele natten med at få KUMs sindrige holdsammensætningsprincipper til at gå op i en højere enhed kunne fortjent tage hjem og få et hvil. Tilsvarende berettes der om, at der ikke var meget larm i busserne.

Næste år afholdes KUM i Sydkredsen med OK West som arrangør, hvorfor Eskil Schøning fra arrangørklubben fik overrakt KUM-flaget inden stævnets endelige afslutning. Men allerede i næste weekend er størstedelen af de ældre løbere tilbage på Sjælland, hvor der som skrevet afholdes testløb til JWOC og iagttagelsesløb til WOC. FIF Hillerød arrangerer i Hillerød by og i Grib Skov.

http://ostkredsen.dk/cms/index.php?page=kum-2013