Skip to main content

Dobbelte MTBO sejre i forårspremieren

| Administrator | Nyheder 2013

Weekendens snert af forår faldt sammen med at Trimtex MTB Cup 2013 blev skudt i gang. To mellemdistancer i hhv. Buresø lørdag og i Lystrup søndag.

Begge skove var momentvis tunge at køre i pga. smeltevand og ikke mindst en del ridestier, men det kunne ikke skjule glæden ved endelig at komme i gang efter en lang vinter.

En ny klasse har set dagens lys i 2013, nemlig en fælles HD-12 og her vandt Malte Kliem, Farum OK samlet over de to dage. Han har det ikke fra fremmede, idet søster Marta kørte med i D-16 og farmand Nicolai kører med i H40. Malte synes det var sjovt at køre i skoven og følte ikke det var svært.

Hos dameeliten var der sejre begge dage til Ann-Dorthe Lisbygd, Farum OK. Ganske vist knebne sejre foran Camilla Søgaard, Horsens OK og VM bronzevinderen på mellemdistancen, Nina Hoffmann fra OK FROS.

Med til historien hører at Ann-Dorthe er tilbage igen en lang periode væk fra MTBO. I 2011 blev hun skadet lige før VM og det kostede både VM og EM, og derefter kom hun i lykkelige omstændigheder, men har altså nu igen kræfter til at satse på højeste plan og det tegner lovende.

I H21 fejede Andreas Bergmann, Allerød OK al modstand til side begge dage. En knaldhård træningsindsats vinteren igennem har tydeligvis båret frugt og selv ikke et nyligt skadesafbræk kunne forhindre overbevisende sejre til Andreas. Begge dage blev landsholdskollega Rasmus Søgaard, Hosens OK nr. 2 - men han mangler fortsat lidt power efter en knæskade.

Resultater fra lørdag kan ses her:
http://piorientering.dk/lob-og-resultater-2013/trimtex_mtbo_cup_1_afd_2013/

Resultater fra søndag kan ses her:
http://mtbofarum.wordpress.com/friluftsland2010/resultater/

Den samlede stilling kan ses her:
http://mtb-o.do-f.dk/mtbo/loebermtbocup.asp

Næste runde køres i Ebeltoft plantage lørdag den 11. maj - det er samtidig et World Ranking Event løb.