Skip to main content

Maja Alm og Søren Schwartz årets første mestre

| Administrator | Nyheder 2013

Ved krævende DM Nat i Guldborgland

Årets første danske mesterskab blev afviklet i weekenden, da Viborg OK afviklede mesterskabet i natorientering.

Mange blev nok overrasket over, hvor vanskelige baner, det var lykkedes for banelægger Jess Rasmussen at trylle frem i terrænet der vekslede mellem hugningsløb og få detaljer og områder med særdeles mange detaljer.

”Det var helt vildt fedt og banen havde en rigtigt god variation”, fortalte en glad dameseniorvinder Maja Alm, via en vindblæst mobilforbindelse, da jeg fangede hende cyklende i regnvejret dagen efter løbet. ”Jeg havde aftalt med Lars Lindstrøm (landstræner, red.) at jeg skulle tage det rigtigt forsigtigt. Normalt er jeg ikke så god til natløb, så jeg tog sikre vejvalg og har stort set ikke bommet. Men jeg var alligevel overrasket over, at det rakte til sejr.”

Flere deltagere mistede tid i et diffust område med en del væltede træer og det var umiddelbart Majas vurdering, at Ida Bobach havde bommet en del, hvilket yderligere bekræftede, at det var en god strategi, Maja havde valgt. Signe Klinting erobrede bronzemedaljen.

Hos herrerne blev det til et flot gennembrud til unge Søren Schwartz, FIF Hillerød, der så vidt det er redaktionen bekendt vandt sin første DIF-medalje, 29 sekunder foran favoritten, Tue Lassen, Faaborg OK.

I juniorklasserne blev det til danske mesterskaber til:
D 20 : Nina G. Najbjerg, OK Gorm
H 18: Viktor Gammeljord, OK Snab
H 20: Jakob Ekhard Edsen, Århus 1900

Flere resultater og kort fra alle baner på stævnets hjemmeside.

D 21 7,9 km, 26 poster
1\tAlm,Maja \tOK H.T.F. 58:55
2\tBobach,Ida \tSilkeborg OK 1:10:16
3\tKlinting,Signe \tFIF Hillerød Orientering 1:05:09


H 21 13,3 km 31 poster
1\tSchwartz,Søren \tFIF Hillerød Orientering 1:21:07
2\tLassen,Tue \tFaaborg OK 1:21:36
3\tDjurhuus,Rasmus OK Pan Århus 1:23:18

http://www.viborgok.dk/o-loeb/index.php