Skip to main content

En dejlig weekend venter

| Administrator | Nyheder 2014

Ranglisteløb i Kongernes Nordsjælland

Lad os bare indrømme det: Alt tegner til en fantastisk weekend med tre ranglisteløb i Nordsjælland, deraf to i jomfruelige områder, når FIF Hillerød Orientering for andet år i træk inviterer til forårsorientering i Kongernes Nordsjælland. Og regnen kommer efter alt at dømme først til Hillerød søndag, når alle er på vej hjem og posterne er samlet ind.

Weekendens løb er 6., 7. og 8. afdeling af både seniorernes TRIMTEX Cup og juniorernes Løberen League. Løbene er iagttagelsesløb for de bedste juniorløbere frem mod Junior VM i Borovets i Bulgarien sidst i juli måned og testløb for U 16-løberne for, hvem der skal være blandt de formentlig 4 H 16 og 4 D 16-løbere, der skal til EYOC (Ungdoms EM) i Strumica i Makedonien sidst i juni måned.

Fredag – Store Bededag – er der sprint i Ullerød i den vestlige del af Hillerød, der ikke tidligere har været anvendt til o-løb. Og ligesom sidste års ranglistesprint i Farum bød på en specialitet med underjordisk P-kælder, skal deltagerne atter prøve noget usædvanligt, da en del af løbet foregår indendørs. Jo mere vores løbere får testet forskellige sprintspecialiteter på hjemmebane, des bedre er de forberedt på, hvad sprintarrangører ved mesterskaberne ude i verden kan finde på. Banelæggerne Anders Bachhausen og Mads K. Larsen har endvidere sørget for spændende publikumsstræk, hvorfor vi håber deltagerne på de yngre og ældre klasser kommer i god tid og hepper på de dygtige senior- og ungdomsløbere. I H 21 har vi hele eliten på plads og vi venter spændt på dysten mellem Søren Bobach, Tue Lassen RunO Olsen og Andreas Hougaard Boesen med Jakob Ekhard Edsen som en stærk outsider. I D21 venter vi et opgør mellem Silkeborgs Stine Bagger Hagner, der løb forrygende i EM-kvalifikationen og Aija Skrastina fra Kolding. På grund af det hårde forårsprogram må vi undvære vores verdensklasse seniordamer i denne weekend.

I damejunior ventes dysten at komme til at stå mellem tiomilavinder og juniorverdensmester Miri Thrane Ødum og de to lokale helte Nicoline og Cecilie F. Klysner. I H 20 er Thor Nørskov storfavorit, men Thomas Knudsen har løbet flot på det seneste og den førende på ranglisten, Emil Øbro, skal bestemt heller ikke afskrives i topkampen, som også vil omfatte Magnus Dewett og flere stærke Søllerødløbere.

Lørdagens mellemdistance afvikles i den vestlige del af Store Dyrehave omkring Rågårds mose i et område, som har været uden o-løb så længe, at jeg tillader mig at kalde det jomfrueligt. Oprydningen efter stormene er ikke kommet så langt i Store Dyrehave, men korttegnerne Carl Johan Rosenberg og Bo Simonsen har gjort en stor indsats for at vise de væltede træer. Den megen regn den seneste uge betyder samtidig, at moserne og grøfterne i området er lidt fugtige. HD 16 og de fire ranglisteklasser starter på den fantastiske stævneplads og passerer alle stævnepladsen undervejs.

Søndag løbes Carsten Steenberg og Lars Konradsens baner på et nyt spændende kort i den sydlige del af Store Dyrehave og mål samme sted som lørdagens løb. Det er samtidig Østkredsens mesterskaber på Lang.

Med små 300 tilmeldte fredag, knap 400 lørdag og knap 500 søndag, er alt klar til et fint stævne. I det fine vejr er der også god chance for fint salg på de åbne baner. Kan man ikke være til stede, så kan man følge tracking fra alle tre løb via Trac Tracs hjemmeside på www.tractrac.com. Første start fredag er kl. 13:30, lørdag kl. 10:00 og søndag kl. 09:30.

http://www.fiforientering.dk/arrangementer/forarsorientering-2014.html