Skip to main content

Mix stafetten - tur for tur

| Administrator | Nyheder 2014

En lidt nærmere gennemgang af de danske løbere

Den ”hurtige” nyhed – umiddelbart efter det flotte resultat – suppleres her med en nøjere gennemgang, især baseret på gps-trackingen, som er meget sjov at følge selv – hvis man er interesseret!! http://www.liveresultater.no/livesider/livesenter.php?arr=315

1.turen – vel gennemført af Emma

Banen var meget enkel, og i et stort set fladt terræn og tilsyneladende uden de helt store fælder. Der skulle løbes rigtigt stærkt, og der så især på 1.turen ud til at være meget trangt ved posterne!! Men så er det godt med en hurtig starter som Emma Klingenberg– og det var da også hende og lørdagens vinder, svenske Tove Alexandersson, der førte an det meste af vejen. Efter passage af stævnepladsen blev det mere og mere et udskilningsløb, hvor 5 hold skilte sig ud: Danmark, Rusland og så de 3 svenske hold – og til allersidst fik Tove et lille hul på 5-10 sek med Emma som 3’er 7 sek efter i tiden 14,47. Sverige 2 blev hægtet lidt af – men nr 6, Schweiz 3, var over 40 sek efter, og de 3 schweiziske hold havde i det hele taget svært ved at følge med. Schweiz 1 med de stærkeste herrer blev ovenikøbet senere diskvalificeret på 1.turen. Danmark 2 havde Stine Bagger Hagner på 1.turen – og hun måtte sande, at der blev løbet rigtigt stærkt. Stine kom i mål som nr 16, 2,10 efter – og med et hul på ½-1 min op til nærmeste hold.

2.turen – sikkert og solidt af Søren

Søren Bobach var altså med i teten, og selv om Sverige 1 med Jerker Lysell rykkede stærkt og Sverige 2 kom op, hang Søren flot på hele vejen. Ca midtvejs faldt Sverige 3 så af, og Jerker Lysell var ved at få et afgørende hul på godt 20 sek. Men så lavede han en koncentrationsfejl og de 3 forfølgere var oppe igen og indenfor 10 sek. Søren var en flot nr 3 efter Sverige 1 og Sverige 2 og løb i tiden 14,41. For Danmark 2 løb Tue Lassen, og han løb faktisk lige så hurtigt som de bedste og fik kontakt med de nærmeste, men han lavede så en endnu større ”koncentrationsfejl”, da han tilsyneladende overså post 7 umiddelbart før publikumsposten. Og mens man fulgte live-resultaterne, så man hvorledes rigtigt mange andre hold tilsyneladende også blev disket, meen … hvor flere af de andre blev godkendt, var Danmark 2 stadig disket! Det blev Schweiz 3 dog også!

b>3.turen – Rasmus hænger på

De 4 hold i teten holdt kun sammen de første 4-5 poster – og så måtte Rusland slippe, og allerede ved publikumspassagen var de mere end 15 sek efter. De 2 svenske hold kørte rigtigt hårdt på, men Rasmus Thrane Hansen slap aldrig grebet – og i mål var han kun 10 sek efter i tiden 14,15. Nr 4 var nu Schweiz 2 med Daniel Hubmann, men hele 1½ min efter. På gps-trackingen så Schweiz 1 og 3 ud til at ligge ca 40 sek efter, men de var altså ude af konkurrencen. Det var Andreas Boesen så også (uden at vide det), og han løb et rigtigt godt løb i faktisk samme tid som Daniel Hubmann 14,49, og han ville ellers have løbet Danmark 2 et par pladser op.

4.turen – Maja avancerer og sikrer 2.pladsen

Nu var de 3 hold der skulle afgøre det, med Maja Alm lidt efter fra starten. Maja holdt afstanden, men kunne ikke rigtigt nå op – og ved publikumspassagen var hun næsten 15 sek efter de 2 svenskere. Sverige 1 med Lena Eliasson var urørlig og holdt de 15 sek afstand, men Maja er kendt for at kunne øge tempoet – og da Sverige 2 lavede en mindre fejl, slog Maja til og fik overhalet Lina Strand. Maja holdt afstanden, men kunne heller ikke komme tættere på Sverige 1 – og til sidst opgave Sverige 2 at komme op, så Maja kunne løbe en sikker 2.plads hjem i tiden 14,51. Ita Klingenberg løb en sikker sidstetur i 10.bedste tid 15,49 – og vel at mærke på stort set samme tid som 2 af de schweiziske løbere

Alt i alt en stærk præstation af det danske 1.hold, der sikkert endda havde foretrukket lidt større orienteringsmæssige udfordringer. Men de fik vist, at de kan løbe ligeså hurtigt som de bedste på både herre – og damesiden, og at det ikke er uden grund, at der er store forventninger til dem til næste Mix-stafet, ved WOC i Italien.

Samlet resultat:
1 Sverige 1\t58,15
2 Danmark 1\t58,34
3 Sverige 2\t58,59