Skip to main content

Svensk og schweizisk dominans ved World Cup 1

| Administrator | Nyheder 2014

Tue Lassen bedste dansker som nr 20

Det var en magtdemonstration af de store, da Schweiz og Sverige fik dobbeltsejre hos både herrer og damer – og derudover var alle podiepladser (nr 1-6) svenske eller schweiziske! Tue Lassen, Faaborg OK, fik lavet en bedre præstation end i kvalifikationen, men satte alligevel – som rigtigt mange andre – en del til på de første, tilsyneladende lette poster. Han blev nr 20, 3,30 efter vinderen Daniel Hubmann, Schweiz, hvad der nok svarer meget godt til hans øjeblikkelige niveau.

Maja Alm, OK HTF, der havde løbet så flot i kvalifikationen, lavede et par store fejl tidligt på banen – og selv om hun havde god fart på den sidste del af banen, måtte hun nøjes med en plads som nr 25, 5,24 efter vinderen Tove Alexandersson, Sverige.

I B-finalerne ydede både de danske herrer og damer stabile præstationer med 4 placeringer i top 10.

Herrefinalen

Tue startede som nr 2, men kom ind som foreløbig nr 1 (!) – og som han selv udtalte efter løbet, havde han lavet nogle fejl på de første poster i det flade, hvad der havde ført til at han pressede tempoet en del på de efterfølgende poster. Det gik sådan set også ok, og han løb sig noget op og holdt nogenlunde samme tempo som flere top 10 løbere og på et tidspunkt var han ifølge mellemtiderne faktisk oppe som en samlet nr 13, og han sluttede i tiden 31,36, 3,30 efter den suveræne vinder, men kun 1½ minut fra podiet.

Daniel Hubmann, Schweiz, var helt suveræn og førte hele løbet med mindst 40 sek, selv om Matthias Kyburz, Schweiz, fik løbet sig noget op på den sidste sløjfe, men han havde som Tue sat til på første mellemtid. Der var 2 svenskere, Gustav Bergman og William Lind, som nr 3 og 4, men begge over 1 min efter.

I B-finalen, hvor der deltog flere prominente løbere, fik både Søren Bobach, OK Pan, og Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, revancheret nogle lidt svage kvalifikationsløb ved at blive hhv nr 6 og 7, Søren 1,36 efter vinderen. Søren havde i den grad ærgret sig over flere koncentrationssvigt sidst på kvalifikationen – men havde denne gang et langt mere stabilt og kontrolleret løb. Andreas Boesen, OK Roskilde blev nr 20.

Damefinalen

Maja startede som nr 4. sidst og kom lidt tøvende fra start (på de samme poster som herrebanen), men på post 6 gik det rigtigt galt – og derefter også på post 9, og på de 2 poster satte hun i alt ca 3 min til og sluttede derfor helt nede som nr 25, 5,24 efter vinderen.

Vinderen blev svenske Tove Alexandersson, der først til allersidst kom i spidsen for løbet ved at løbe den sidste sløjfe 50 sek hurtigere end en anden svensker, Helena Jansson, der ellers havde ført resten af løbet suverænt. Hun lavede såmænd heller ikke nogen fejl, men var bare træt – og de sidste stræk var meget løbsbaserede. Helena Jansson var dog rigtigt glad for sin 2.plads efter et meget skadsplaget 2013. Noget overraskende var der så 3 schweiziske piger som nr 3,4 og 5 – men dog alle omkring 1 min efter!

I B-finalen startede Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK, rigtigt fornuftigt ud, hvorimod både Emma og Ita Klingenberg, Faaborg OK, satte noget til. Begge de 2 sidste fik dog løbet sig noget op, og Emma blev bedst placerede dansker som nr 7, Stine blev nr 9 og Ita nr 13. Jeg havde i går fået tildelt World Cup-points til både Stine og Ita, men de blev jo først endeligt givet efter finalerne. Stine fik således 2 points og Ita ingen – men begge viste lovende takter.

I morgen bliver det så forhåbentlig lidt mere ”dansk” i toppen, når der skal afvikles Mix sprint-stafet. Målet er top 3, men på den anden side har både Sverige og Schweiz viste skræmmende god form – og da der gerne må stilles flere hold, kan man såmænd godt forestille sig at de 2 lande har flere hold med i kampen om topplaceringerne – men det skal nu nok blive spændende under alle omstændigheder!! Løbet i morgen har hele tiden været det vigtigste formål med hele turen – og løberne er så klar!

Konkurrencen starter kl 08,00 dansk tid – og er slut kl 09,00, så hvis man vil følge det live – og sandsynligvis med gps-tracking, skal man altså ikke sove for længe!!
Linket er: http://www.liveresultater.no/livesider/livesenter