Skip to main content

SILVA sponsorerer landsholdene i 2014

| Administrator | Nyheder 2014

SILVA og Dansk Orienterings-Forbund har forlænget samarbejdet for endnu et år, og det betyder, at de danske landsholdsløbere får adgang til at anvende de nyeste kompasser på markedet, når det til foråret går løs ved EM i Portugal.

SILVA har de sidste par år arbejdet på at udvikle et nyt topkvalitets tommel-kompas. Det kommer i handlen i januar 2014 og kommer i 3 forskellige udgaver, som udøveren kan vælge imellem alt efter behov og temperament. Der er endvidere udviklet en fuldt kompatibel lup, der passer til alle de nye typer og både højre/venstre kompas.
Anvendelse af lup er i øvrigt noget, der efterhånden har opnået stor udbredelse på landsholdet, og mere end 50 % af udøverne har ønsket at få en lup til deres nye kvalitetskompas.

Det nye kompas byder på bedre stabilitet i nålen, nyt design med bedre gennemsigtighed til o-kortet, bedre kontakt mellem kort og kompas, samt forøget styrke i pladen, så det kan modstå den til tider hårde behandling, det kan få i forbindelse med evt. fald i terrænet.

Læs mere om de nye kompasser og SILVA´s øvrige produkter her: http://silva.se/product-categories/compasses

Udover kompasser støtter SILVA med et antal pandelamper af typen SPRINT PLUS. En højteknologisk lampe, der kan lyse op til 140 meter, har et intelligent lyssystem, der kan både sprede eller samle lyskilden afhængigt af behov og som endvidere kan monteres på såvel cykelhjelm som cykelstyr. En god og alsidig lampe, der dækker mange træningsbehov.

Silva fortæller:
"Lige siden 1933, da det første væskefyldte kompas blev opfundet, har Silva været førende i orienteringsløb og adventure racing. Kompasser er blevet fulgt af pandelamper, og for nyligt udvidet med refleksvest og jakker samt vandtætte poser. Sortimentet er løbende udvidet og omfatter nu produkter til orienteringsløb, løb, cykling, langrend og andre udendørs aktiviteter. Alt med henblik på at lette og forbedre trænings- eller konkurrence-oplevelse omgivet af skov og marker, uanset vejret eller tidspunktet på dagen."

Her er den svenske pressemeddelse om de nye kompasser, hvis man vil vide mere: http://www.mynewsdesk.com/se/silva-sweden/pressreleases/silva-lanserar-nya-taevlingskompasser-943896

Spørgsmål til aftalen og produkterne kan rettes til Elite- og talentudviklingskoordinator, Bjarne Hoffmann, der har forhandlet aftalen hjem for DOF.