Ti tunge kandidater til BTs Guld - Triatleten Camilla Pedersen vandt titlen

Det er tid for uddeling af hædersbevisninger for 2014 og en af dem var BTs Guld, der uddeltes ved DRs store sportsgalla lørdag den 10. januar.

Søren Bobach var med blandt de ti nominerede til titlen, hvilket er en super flot anerkendelse af Sørens VM-titel. Der var dog også navne som Caroline Wozniacki, Rikke Møller Pedersen og håndboldlandsholdet på listen, så Søren var ligesom ved VM blandt outsiderne til titlen.

Men når han nu kunne i Italien, hvorfor så ikke, kunne vi passende tænke.

Søren var på dagen i Tasmanien med landsholdet, så han kunne i sagens natur ikke være til stede på dagen.

Showet kunne ses direkte på DR1 fra klokken 21.00.

Vinderen af BTs guld blev verdensmesteren i tritalon på maratondistancen, Camilla Pedersen, der også blev årest sportsnavn i Danmark. Camilla var udsat for en alvorlig ulykke sommeren 2013, hvor hun lå flere uger i koma. Så præstationen med at kæmpe sig tilbage og vinde VM var ikke til at slå for de øvrige finalister.

Listen over de nominerede kan ses via linket nedenfor.

http://www.dr.dk/Sporten/Oevrig_sport/2015/01/06/083327.htm

Ida Bobach nr. 7

At dømme efter spredningen i resultaterne, var det en udfordrende mellemdistance, der mødte deltagerne i årets anden World Cup afdeling. Afdelingen blev i nat dansk tid afviklet ved Coles Bay på Tasmaniens østkyst.

Vejret var 22-25 grader, overskyet og fugtigt med et par regnbyger undervejs. Rigtigt fint løbevejr. Terrænet var udfordrende - bakket og meget stenet og grønt, som det også kan fornemmes af banerne, som kan ses via arrangørernes hjemmeside.

Ida Bobach blev på en 7. plads bedste danske udøver, men Ida er næppe tilfreds med at være mere end 5 minutter efter svenske Tove Alexandersson, der atter vandt suverænt. Ida fortæller til Kell Sønnichsen: "Starten gik skidt. Jeg blev indhentet tidligt af Tove Alexandersson og jeg kæmpede for at hænge på. Det betød, at vi stressede sammen og jeg gik med på hendes småfejl. Efter publikusmposten mister jeg føling med både hende og Judith Wyder (som startede lige før Ida) og bommede tilmed en post."

Studerer man Idas og Toves stræktider på Winsplits, kan man få en ide om, hvad der er sket: Efter Ida storbommer post 2, har Tove øjenkontakt bagfra. Tove kommer helt op og farten kommer for højt op på vej til post 6, hvor begge bommer, men Tove får den først og Ida løber på ryggen af Tove på det korte stræk til 7-eren og får bedste stræktid. Næste korte og relativt enkle stræk til 8-eren går helt skævt for begge. Derefter kommer Tove atter ind i rytmen og elastikken bliver længere på de næste stræk indtil den helt knækker, når Ida storbommer post 14 og mister en potentiel tredje-/fjerdeplads. Bortset fra stress-forløbet sammen med Ida, har Tove næsten strækvindere på samtlige stræk.

Blandt herrerne var Søren Schwartz Sørensen bedste dansker på 18. pladsen - skarpt forfulgt af Thor Nørskov som nr. 19.

Søren fortæller: "Jeg ville godt have været hurtigere i starten, men laver til gengæld kun små ´kroge´ undervejs. Efter publikumsposten kunne jeg se, at det ville være svært - stenet og tæt - så jeg løb ekstra kontrolleret. Det var et sjovt løb."

Thor fortæller: "Jeg kom fint fra start. Matt Ogden fra New Zealand indhenter mig lige før publikumsposten og tempoet stiger. Det går dog for hurtigt for mig. Alt i alt var det hårdt, men fedt. Jeg kunne ikke gøre det bedre."

Alle resultater og kort med de spændende baner kan findes via linket nedenfor.

Tutzon har igen været på pletten med sit kamera. Fotos kan ses her.

Det sidste af de tre World Cup løb på Tasmanien afholdes med første start lørdag kl. 09:00 lokal tid. Det vil sige fredag aften kl. 23:00 dansk tid. Løber er på langdistance i området Constable Creek, der blev anvendt til Tasmanian O-Carneval i 2002. Kortudsnit fra den gang kan ses her.

Uddrag af resultatlisten

Daner
1. Tove Alexandersson, SWE 29:40
2. Mari Fasting, NOR, 32;18
3. Maria Magnusson, SWE, 33:42
7. Ida Bobach, DEN, 34:58
37. Cecilie Friberg Klysner, DEN, 55:28

Herrer
1. Daniel Hubmann, SUI, 31:48
2. Olav Lundanes, NOR, 32:43
3. Matthias Kyburz, SUI, 33:12
18. Søren Schwartz Sørensen, DEN, 38:03
19. Thor Nørskov, DEN, 38:28
37. Søren Bobach, DEN, 43:42
41. Andreas Hougaard Boesen, DEN, 45:21
46. Jakob Ekhard Edsen, DEN, 50:09

http://oceania2015.com/world-cup-live/

Af Casper Sørensen, BUU
Tiden nærmer sig efterhånden årets første ungdomssamlinger, der afholdes i weekenden 23.-25. januar.

Samtidig tager vi hul på et nyt kapitel i u-kursernes historie, DOF Akademi Youth.

U1-grupperne i Syd og Øst har som vanligt samlinger lokalt i kredsene, for østkredsens vedkommende med den ændring at U1-gruppen nu, som i de øvrige kredse, samler løbere der i kalenderåret fylder 11-13 år. Der ligger invitationer til kurserne i O-service, hvor tilmelding også skal ske. Tilmeldingsfrist for Øst er 16/1, Syd har frist 17/1.

U2- og Juniorgrupperne har som noget nyt fællessamling i forbindelse med DOF Akademiet i Ringe. Samlingen vil ud over sjove o-tekniske træninger også byde på 2 sessioner af 1 times varighed hvor deltagerne kan vælge sig ind på en times oplæg om følgende emner: Banelægning, Korttegning og #sweetcoachlife. Tiltaget kommer som følge af et ønske udtrykt af flere i forårets brugerundersøgelse og diskussioner på BUU-workshoppen i efteråret, hvor der var ønske om mulighed for uddannelse i andet end orienteringsløb, og samtidig også et ønske om flere sociale aktiviteter på tværs af andet.

Vi håber fra BUU’s side at mange vil bakke op om dette nye tiltag, og vil naturligvis evaluere sammen med de deltagende løbere og ledere efterfølgende for at vurdere om det skal være en fast tilbagevendende begivenhed. Tilmelding foregår ligeledes via O-service, og skal ske senest 13/1.

Næste weekend med ungdomssamlinger er 27/2-1/3, det kommer der mere info om senere.

Med ønske om et godt nytår

BUU
v/Casper Sørensen

I tredje og sidste World Cup afdeling på Tasmanien

Tredje og sidste tasmanske World Cup afdeling blev afviklet natten til lørdag, dansk tid. Ida Bobach var atter bedste danske udøver, da hun i det kuperede terræn vest for St. Helens erobrede en ny flot fjerdeplads. Ser man stræktiderne, kan man dog konstatere, at Ida havde potentiale til mere, da hun efter en halv times løb blot var 25 sekunder efter svenske Tove Alexandersson, der også vandt klart i dag. Men i mål var forskellen hele fem minutter. Og med lidt over et minut op til andenpladsen, er det sandsynligt, at Ida havde denne placering inden for rækkevidde. At løbet var krævende, ses af, at det blot var 8 piger mindre end 10 minutter efter vinderen. Langdistanceverdensmesteren fra Italien, Svetlana Mironova, RUS, var således mere end 9 minutter efter på 7. pladsen.

Ida fortalte efter løbet: ” Løbet gik fint, men jeg kan sagtens finde det halve minut der mangler op til podiet. Det kan man jo altid på en så lang tur, og der var lidt småfejl. Jeg tog sikkert et fint vejvalg på langstrækket, men udførelse kunne have været smartere visse steder. F.eks. var vejvalg oppe på toppen af ryggene tilsyneladende bedre end at løbe på skrænten. Men det var svært at gennemskue uden mere erfaring i dette terræn.”

Cecilie Friberg Klysner fik værdifuld erfaring på sin første langdistance som senior og erobrede 27. pladsen. Cecilie fik ikke den bedste start, men løb sig op gennem hele konkurrencen.

Hos herrerne var nr. 1 og 2 de samme som ved sprinten for en uge siden, hvilket illustrerer, at de bedste løbere behersker endog meget forskellige terræntyper. Det er svært at forestille sig større kontrast end de flade græsarealer på University of Tasmanien og den krævende vejvalgs- og skræntorientering på stenede skrænter med indslag af tricky finorientering i gamle mineområder, som fandtes på langdistancen. Men schweizerne Matthias Kyburz og Daniel Hubmann viste endnu en gang, at de dækker hele spektret.

Unge Thor Nørskov kan bestemt være sin indsats bekendt på 19. pladsen. At være blot 12½ minut efter i sin seniordebut på distancen, lover godt for fortsættelsen. Ligesom Cecilie løb Thor sig op efter at have ligget længere tilbage i starten af løbet. Andreas Hougaard Boesen var et lille minut efter Thor og kom dermed stærkt igen efter en mellemdistancepræstation, som han næppe var tilfreds med. Den tredje gennemførende dansker, Søren Schwartz Sørensen, afsluttede World Cup ugen med en 28. plads.

Thor Nørskov fortæller: ”Jeg fik en lidt uheldig start til første post, og havde svært ved at regne langstrækket til post 3 ud. Det tog ca. 20 sekunder at finde det rigtige vejvalg. Derefter gik det fint til publikumsposten og jeg havde blot et lille bom derefter." Thor kan herefter gøre status efter de tre World Cup løb: "Alle løb hernede er gået fint - efter at jeg har været i Australien 3½ måned. Jeg er tryg ved terræntypen. Træningsindsatsen har været holdt godt ved lige – nu med 66 uger uden skade eller afbræk fra træningen.”

Terrænet var fint at løbe i - sådan set. Det var dog meget præget af gammel bush fire, så der var mange væltede træer og grene i bunden. Det gav noget stop-and-go løb - og ikke mindst en hel masse sorte striber på løberne, når de havde været i nærkontakt med de brændte træer.

Se Tutzons billeder fra dagens løb her.

Dermed er en interessant World Cup uge ovre og de danske deltagere vil typisk træne lidt mere i det behagelige klima før de vender næsen hjemad, dels for at deltage i Sydsamlingen i Spanien i februar og dels forberede sig på den hjemlige sæson, der starter i marts måned med blandt andet DM Nat og Danish Spring. De tasmanske arrangører kan se stolte tilbage på World Cup ugen. Efter en meget enkel, men til gengæld publikumsvenlig sprintkvalifikation, evnede de til fulde at få de tre distancers karakteristika frem: Udfordrende sprint med fint publikumsoverblik, krævende finorientering på mellemdistancen og elementer af vejvalgsorientering på langdistancen. Nyd de fine kort og baner via linket nedenfor.

Man skal være meget forsigtig med at spå om resultater senere i sæsonen ud fra resultater i januar måned, hvor kun et udsnit af de bedste løbere deltog. Men det skal blive spændende at se, om Tove Alexandersson, der også satser stort på skiorientering og sikkert er favorit ved EM senere på måneden, kan holde hele vejen frem til VM, hvor hun har sin første guldmedalje til gode. Og om de schweiziske herrer fortsætter med at imponere også i 2015.

I hvert fald er orienteringssæsonen 2015 nu skudt i gang. Det bliver spændende at følge fortsættelsen.

Resultater, damer
1.\tTove Alexandersson, SWE 1:13:03
2.\tSara Luescher, SUI 1:16:54
3.\tEmma Johansson, SWE, 1:17:27
4.\tIda Bobach, DEN 1:18:05
27. Cecilie Friberg Klysner 1:39:22

Resultater, herrer
1.\tMatthias Kyburz, SUI 1:18:29
2.\tDaniel Hubmann, SUI 1:19:46
3.\tGustav Bergman, SWE 1:20:21
19.\tThor Nørskov, DEN 1:30:56
21.\tAndreas Hougaard Boesen, DEN 1:31:54
28. Søren Schwartz Sørensen, DEN 1:35:54
Søren Bobach, DEN, DNF
Jakob Ekhard Edsen, DEN, DNF

http://oceania2015.com/world-cup-live/

Forslag vedrørende ændret sammensætning af DOF's Hovedbestyrelse

Ved udløbet af klubbernes frist, 2. januar, til at stille forslag til repræsentantskabsmødet den 7. marts, var der indkommet ét forslag fra klubberne.

Forslaget, der er indsendt af Silkeborg OK, er et ændringsforslag til det af Hovedbestyrelsen tidligere offentliggjorte forslag om en ændret sammensætning af DOF's Hovedbestyrelse.

Hvor HB's forslag skitserer en hovedbestyrelse på 7 personer bestående af formand, næstformand og 5 menige medlemmer, hvoraf de 3 er valgt i kredsene, består hovedbestyrelsen i ændringsforslaget af 10 personer - formand, næstformand, 5 formænd fra indsatsområderne samt 3 valgt i kredsene.

De to forslag, der skal stemmes om på repræsentantskabsmødet, kan læses på siden om den igangværende strategiproces (link herunder) eller i afsnittet om repræsentantskabsmødet under 'referater' - begge i menupunktet 'Forbundet' til venstre på denne side.

http://www.do-f.dk/forbund/dok/plan2020/

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF