Skip to main content

Ultra Lang – Ultra sejt

| Administrator | Nyheder 2015

En enestående DM-oplevelse venter på lørdag

Ultraløb er tidens hotte trend efter almindelige motionsløb er på vej til at blive Old School for selvbevidste supermotionister.

På lørdag den 31. november 2015 afvikles orienteringsidrættens kompromisløse svar på hvad en rigtig manddomsprøve er – Danske Mesterskaber på Ultra Lang Distance i Grib Skov. Banelægger Lars og korttegner Bo Simonsen fra arrangørklubben FIF Hillerød kan med rette være stolte af resultatet af deres enorme indsats for at få det absolut optimale ud af Danmarks næststørste skov. Kort og langdistancebaner, der næppe har set deres lige, venter på, at deltagerne i starten modtager fem korte og et langt, hvorefter herlighederne kan foldes ud.

Stævnecentret i Bakkeholms ridehal i Mårum Tinghuse vil sikre trætte løbere beskyttelse mod efterårssolens stråler efter deres oplevelser i den smukke efterårsskov. Det bliver også sidste gang i en rum tid, at deltagerne kan opleve det særegne terræn i Søskoven, der umiddelbart efter løbet lukkes med henblik på afholdelse af finalen ved World Masters Orienteering Championships i 2018.

Seniorklasserne indgår i TRIMTEX Cup og juniorklasserne i LØBEREN League. I D 21 venter 19,1 km som ifølge reglementet skal være afviklet på 1 time og 45 minutter. Storfavorit er vores tredobbelte verdensmester Maja Alm, OK HTF, men i et så langt løb er det i høj grad motivationen på dagen, der afgør resultatet og arrangørklubbens tvillinger Cecilie og Nicoline Friberg Klysner skal ikke afskrives på forhånd, ligesom Ane Linde fra OK Pan Aarhus viste forrygende form ved Smålandskavlen i den forgangne weekend. Vores verdensmester på Lang distance, Ida Bobach, OK Pan Aarhus er desværre ikke tilstrækkeligt restitueret fra en skadesperiode efter VM til at kunne stille op.

Den ultimative test venter H 21 deltagerne med 28,6 km. 2 timer og 20 minutter er hvad banelæggeren forventer vinderen skal bruge i skoven. Verdensmester Søren Bobach, der også vandt DM Lang, må påtage sig en svag favoritrolle men mere end i nogen anden klasse er det her afgørende, hvem der har motivationen til at holde trykket, når alt begynder at gøre ondt. Og her har Rasmus Djurhuus, OK Pan Aarhus mange gange før trukket det længste strå, så ”Kongen af Nordsjælland” skal afgjort ikke afskrives.

Afgørelsen ventes at falde omkring kl. 14:30 og hvis du ikke kan være til stede, vil trackingen fra løbet blive åbnet kort efter kl. 12:00, når sidste løber er startet. Følg med på stævnets hjemmeside for flere detaljer.

Mens du venter på, at det skal blive lørdag, kan du nyde de mange gode informationer på stævnets facebook-side, som du når via linket nedenfor.

https://www.facebook.com/dmultralang2015?fref=ts