Skip to main content

Euromeeting afsluttet med fornemme præstationer

| Administrator | Nyheder 2015

Thor Nørskov og Søren Schwartz slog til

På sidstedagen af Euromeeting i Estland viste Thor Nørskov atter forrygende form ved at erobre 5. pladsen mindre end to minutter bag den svenske vinder Albin Ridefelt. Og samme dag som Søren Schwartz’ klubkammerater i FIFI Hillerød vandt DM Hold i Brødeskov, slog han til med en fornem 13. plads yderligere små to minutter efter Thor. Jakob Ekhard Edsen havde en tungere dag på kontoret og endte noget længere nede i listen.

Løbsområdet var det samme som langdistancen, så en del af opgaven for Thor bestod i at drage bedst mulig nytte af den erfaring, der var opbygget på langdistancen dagen før. Det var således igen navigeringen i de grønne områder, som var den primære udfordring.

Hos pigerne endte Cecilie Friberg Klysner som nr. 42, tre placeringer foran Signe Klinting.

Dermed er Euromeeting slut med fine danske resultater, men hvad vigtigere er – med værdifuld konkurrenceerfaring til de danske deltagere.

Næste landsholdsaktivitet er allerede i næste weekend, hvor der er World Cup afslutning i Schweiz. Danmark har gode chancer for at genvinde World Cup sejren i søndagens mix-sprintstafet og TV2 Sport dækker løbet, så der er gode grunde til at være klar ved skærmen i næste weekend.

http://www.woc2017.ee/euromeeting/