Skip to main content

Verdensmestrene hyldes på lørdag

| Administrator | Nyheder 2015

De fire danske VM-guldmedaljer fejres i forbindelse med DM Stafet på lørdag.

Danmarks bedste orienteringsløbere skrev historie, da de hentede hele fire guldmedaljer ved VM i Skotland i begyndelsen af august, og dermed endte i toppen af medaljestatistikken.

Det er første gang nogensinde, at Danmark tager mere end én guldmedalje med hjem fra et VM – og med fire gange guld blev det samlede antal danske VM-guldmedaljer i historien fordoblet.

Nu på lørdag d. 12. september hyldes det danske landshold for den formidable præstation. Det sker i forbindelse med danmarksmesterskaberne i stafet, der løbes i St. Hjøllund sydvest for Silkeborg.

Her vil de omkring 800 deltagende orienteringsløbere sammen med sponsorer og samarbejdspartnere sørge for, at guldmedaljerne bliver fejret med manér.

Straks efter løbets afslutning bliver landsholdet hædret og deler autografer og særlige VM-plakater ud til alle interesserede.

Alle medier er naturligvis velkomne til arrangementet, hvor landsholdsløberne og landstræneren er til rådighed for interviews mm.

Samtidig er det selvfølgelig muligt at dække danmarksmesterskabet, hvor flere af verdensmestrene er med i konkurrencen om at løbe medaljer hjem til deres respektive klubber.

Sted: St. Hjøllund. Der afmærkes fra rundkørsel på Hovedvej A13 (Vejlevej) nord for
Hjøllund – GPS koordinater:56°04'17.6"N 9°22'47.2"E eller 56.071566, 9.379787

Tid: Lørdag den 12. september. Danmarksmesterskaberne starter kl. 11.00, og afgørelsen forventes at finde sted omkring kl. 14.00, hvorefter VM-fejringen foregår umiddelbart forud for DM-medaljeoverrækkelsen.

Kontakt: Udviklingskonsulent Erling Thisted på 4196 9372 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for mere information eller interviewaftaler. Tilmelding er ikke påkrævet, men tag gerne kontakt på forhånd for interviewaftaler mm.

Medaljer ved VM i Skotland:
4x guld: Sprintstafet (Emma Klingenberg, Tue Lassen, Søren Bobach, Maja Alm), Sprint (Maja Alm), Stafet (Maja Alm, Ida Bobach, Emma Klingenberg), Lang (Ida Bobach).