Skip to main content

MTBO-truppen klar til VM

| Administrator | Nyheder 2015

Landsholdet er nu samlet og klar til at give den fuld gas den næste uge til VM i MTBO.

VM skal i år afgøres i Liberec i den nordøstlige del af Tjekkiet, og der venter rytterne 4 meget hårde konkurrencer, hvor specielt den kraftige kupering og varmen kommer til at være afgørende faktorer.

MTBO er kæmpestort i Tjekkiet, og mange af verdens bedste ryttere kommer herfra, så vi får kamp til stregen. Tjekkerne har masser af erfaring med både banelægning og korttegning og vores oplevelser efter dagens træning er også meget positive.

På tirsdag går det løs. Lidt atypisk afvikles der mellemdistance på første dagen og sprint på 2. dagen. Det plejer at være omvendt.

På det danske hold er de største forhåbninger til Camilla Søgaard, som sidste år vandt bronze på langdistancen og i juni sikrede sig 4. pladser på både mellem og lang til EM i Portugal. På herresiden er det Rasmus Søgaard og Allan Jensen der står stærkest efter en god sommer med flotte resultater i både internationale og nationale løb.

Juniorholdet er ganske ungt med kun Caroline Ryge og Rasmus Sørensen som gengangere, men de 2 nye drenge Oliver Friis og Christoffer Gjøtterup har vist rigtig gode takter på det seneste, og vi håber på at de kan få god erfaring og måske puste de ældre lidt i nakken.

VM program
Tirsdag d. 18. august – Mellemdistance
Onsdag d. 19. august – Sprint
Torsdag d. 20. august – Hviledag
Fredag d. 21. august – Langdistance
Lørdag d. 22. august – Stafet

http://www.wmtboc2015.cz/