Skip to main content

VM: FJERDE DANSKE VM-GULD

| Administrator | Nyheder 2015

Ida Bobach fuldendte en vanvittig flot VM-uge ved at tage guldet på langdistancen.

Orienteringsløberen Ida Bobach fuldendte et sensationelt dansk VM i Skotland ved blive verdensmester på fredagens langdistance, så det samlede antal guldmedaljer ender på imponerende fire.

I det barske skotske højlandsterræn kæmpede den 24-årige dansker sig igennem dagens knap 9,7 kilometer - og havde i mål en overlegen margin på 2.44 minutter ned til sølvvinderen, norske Mari Fasting. Russeren Svetland Mironova tog bronze.

- Jeg følte egentlig ikke, at jeg løb helt vildt stærkt, men til gengæld havde jeg kontrol. Jeg faldt en masse og jeg havde forberedt mig på en masse negative tanker, fordi jeg jo løb så mange minutter helt alene, men det gik jo godt, siger Ida Bobach beskedent.

Det er Ida Bobachs første individuelle guldmedalje ved et VM - hun har to sølvmedaljer fra mellemdistancerne i 2014 og 2011, og oveni det to gange stafetmedaljer. Guld fra i onsdags og sølv fra i fjor.

Og at hendes løb i dag faktisk rakte til den øverste trin på medaljeskamlen, var hun ikke klar over undervejs.

- Først til sidst, da jeg kunne høre danskerne råbe på stævnepladsen. Der troede jeg, at det måske var en medalje, jeg løb for. Så det var fedt, at se Søren (Bobach, Idas storebror, red.) i opløbet stå klar med flaget, siger en smilende Ida Bobach.

I alt ender Danmark på fire guldmeldaljer ved VM i Skotland. Lørdag vandt Emma Klingenberg, Tue Lassen, Søren Bobach og Maja Alm sprintstafetten, søndag var der igen guld til Maja Alm på sprintdistancen, og onsdag vandt Maja Alm, Ida Bobach og Emma Klingenberg overbevisende guld på stafetten, hvor de førte fra start til slut.

Danmark har aldrig tidligere vundet mere end én guldmedalje ved et VM.

Hos mændene løb Tue Lassen og VM-debutanten Thor Nørskov to rigtigt stærke løb og blev henholdsvis nummer 21 og 28.

Herrernes guld gik til fænomenet Thierry Gueorgiou efter en spændende dyst med schweizeren Daniel Hubmann. I mål var den franske veteran 25 sekunder hurtigere, og vandt dermed sin 13. VM-guldmedalje.

Norske Olav Lundanes snuppede bronzen knap et minut efter guldet.

Resultater:
VM i Orienteringsløb, Inverness, Skotland, Langdistance
Kvinder: 9,7 kilometer, 19 poster
1. Ida Bobach, Danmark 75,35 minutter
2. Mari Fasting, Norge + 2,44 min.
3. Svetlana Mironova, Rusland +3,04 min.
35. Cecilie Friberg Klysner, Danmark +20,20 min.

Mænd, 15,5 kilometer, 32 poster
1. Thierry Gueorgiou, Frankrig 99,46 minutter
2. Daniel Hubmann, Schweiz + 0,25 min.
3. Olav Lundanes, Norge + 0,57 min.
21. Tue Lassen, Danmark +10,56 min.
28, Thor Nørskov, Danmark + 13.26 min.

http://www.woc2015.org