Skip to main content

VM: DANSK GULD PÅ SPRINTSTAFETTEN

| Administrator | Nyheder 2015

Emma, Tue, Søren og Maja sikrede dansk guld i sprintstafetten.

Danmark sikrede sig den første guldmedalje, der blev uddelt ved verdensmesterskaberne i Skotland, da det blev til en klar sejr i lørdagens sprintstafet. Et suverænt udlæg af 1. turs-løberen Emma Klingenberg lagde grunden til sejren, som Maja Alm slog fast på fjerde og sidste tur, hvor hun satte de regerende schweiziske verdensmestre på plads. Dermed fik det danske landshold revanche for sidste års sprintstafet, hvor Schweiz snuppede guldet for næsen af danskerne med tre sekunders forspring.

- Det er så fantastisk og et resultat af benhårdt arbejde. Det er et spørgsmål om at forberede alle detaljer. Fysisk, teknisk og mentalt. Og så holde hundrede procent fokus på, at vi skal det her - og så gør vi det. Og hvad de andre gør, det bekymrer vi os egentlig ikke så meget om, siger en jublende landstræner Lars Lindstrøm.

Emma Klingenberg lagde helt suverænt ud, og skabte allerede på de første poster et pænt hul, som hun overlegent fortsatte med at udbygge på resten af førsteturen. Og derfor var hun også imponerende 46 sekunder foran italienerne på andenpladsen, da hun sendte Tue Lassen ud på 2. tur.

Han løb sikkert og alene på hele sin tur og holdt fast i det meste af forspringet, og kunne derfor skifte til Søren Bobach med et hul på 32 sekunder ned til de regerende schweiziske verdensmestre, for hvem Martin Hubmann havde løbet en stærk tur.

Søren Bobach kunne dog ikke alene holde forspringet mod det jagtende trekløver med Schweiz, Sverige og Frankrig. Og schweizeren Matthias Kyburz løb så stærkt mod slutningen, at det danske forspring var barberet ned til ét sekund, da Maja Alm blev sendt ud i en direkte duel om guldet mod Judith Wyder på fjerde og sidste tur.

Hun fik hurtigt skabt sig et forspring, og løb suverænt alene i mål til et dansk verdensmesterskab - og siden smed Wyder sig helt væk, og overlod sølv og bronze til henholdsvis Norge og Rusland.

- Det var helt vildt. At blive sendt ud allerførst var lige hvad vi havde håbet på. Jeg lå lidt med schweizerne i starten, men jeg følte bare, at jeg havde guld i benene og løb med kontrol hele vejen, fortalte en storsmilende Maja Alm efter sidste tur.

Resultater:
VM i Orienteringsløb, Sprintstafet, Finale, Inverness, Skotland
1. og 4.tur: 3,8 kilometer, 20-21 poster.
2. og 3. tur: 4,3 kilometer, 23-24 poster.

1. Danmark, 60,54 min (Emma Klingenberg, Tue Lassen, Søren Bobach, Maja Alm)
2. Norge, +1,21 min (Elise Egseth, Hakon Westergard, Øystein K. Østerbø,Anne Margrethe Hausken)
3. Rusland, +1,26 min (Tatyana Ryabkina, Gleb Tikhonov, Andrey Khramov, Galina Vinogradova)

http://www.woc2015.org