Skip to main content

VM: Sikker dansk start - alle løb sig i finalen

| Administrator | Nyheder 2015

Det danske landshold i orienteringsløb fik en optimal start på VM i Skotland, da alle seks startende løb sig videre fra fredagens sprintkvalifikation til en plads i finalen på søndag.

Det danske landshold i orienteringsløb fik en optimal start på VM i Skotland, da alle seks startende løb sig videre fra fredagens sprintkvalifikation til en plads i finalen på søndag.

- Det var som vi havde drømt om. Det er en lettet start på VM at få alle med i finalen, siger landstræner Lars Lindstrøm.

På kvindesiden var det decideret suverænt, da Maja Alm vandt sit kvalifikationsheat med 14 sekunders forspring til nummer to, den regerende sprintverdensmester, Judith Wyder.
Også debutanten Cecilie Klysner var imponerende godt løbende, da hun blev nummer to i sit heat - kun overgået af verdensranglistens nummer 1, Tove Alexandersson fra Sverige.

- Der var mange lange stræk, så det handlede meget om at få lagt en god plan. Og så var det faktisk ret nemt at gennemføre, når man havde set sit vejvalg, siger Cecilie Klysner.
(Se videointerview med Cecilie på DOFs YouTube- og Facebook-kanal)

På herresiden var der ingen slinger i valsen fra den regerende verdensmester Søren Bobach og sidste års nummer tre, Tue Lassen. Begge løb sig ind på sikre 4. pladser i hver deres heat.

Andreas Boesen hentede en 9.plads i samme heat som Tue Lassen, og så sikrede VM-debutanten Jakob Edsen sig også en finaleplads, da han blev nummer 13 i sit heat. Det var med en knivskarp margin på tre sekunder ned til 16. pladsen, som ikke giver billet til finalen

- Det er så tæt i herreklasserne med bare 50 sekunder mellem nummer 1 og dem, der ender udenfor finalen. Og dér kommer vi bare med. Og så er der fedt at mærke, at debutanterne Cecilie og Jakob løber som de gør og klarer sig videre. Alle løberne glæder sig til finalen på søndag, siger landstræner Lars Lindstrøm.

Det var på sprintdistancen, at det danske landshold i fjor hentede tre af de seks VM-medaljer i Italien.
Søren Bobach blev verdensmester hos mændene, hvor Tue Lassen snuppede bronzen, og så fik Maja Alm også VM-bronze hos kvinderne.

Emma Klingenberg stillede ikke til start fredag aften på grund af problemer med en akillessene. Men hun meldes klar til start på sprintstafetten i morgen.

Netop sprintstafetten er én af de distancer, hvor det danske landshold spås størst chance for at tage medaljer, efter at det blev til sølv bare tre sekunder efter de schweiziske verdensmestre sidste år.
Årets udgave af sprintstafetten løbes lørdag aften med start kl. 19 dansk tid. Danmark stiller med samme firkløver som i fjor: Emma Klingenberg, Tue Lassen, Søren Bobach og Maja Alm.

Resultater:
VM i Orienteringsløb, Kvalifikation, Sprint, Inverness, Skotland

Mænd: 3,7 km. 16-17 poster.
Heat 1:
1. Kristian Jones, Storbritannien, 11,44 min.
2. Øystein Kvaal Østerbø, Norge, 11,53 min.
3. Martin Hubmann, Schweiz, 11,57 min.
4. Søren Bobach, Danmark, 11,59 min.

Heat 2:
1. Yannick Michiels, Belgien, 11,48 min.
2. Andreas Kyburz, Schweiz, 12,05 min.
3. Jonas Vyautas Gvildys, Litauen, 12,11 min.
4. Tue Lassen, Danmark, 12,13 min.
9. Andreas Boesen, Danmark, 12,28 min.

Heat 3:
1. Jerker Lysell, Sverige, 12,28 min.
1. Mårten Bostrøm, Finland s.t.
3. Jan Petrzela, Tjekkiet
13. Jakob Edsen, Danmark, 13,15 min.

Kvinder: 3,5-3,6 km. 15 poster.
Heat 1:
1. Maja Alm, Danmark 12,44 min.
2. Judith Wyder, Schweiz, 12,58 min.
3. Sara Luescher, Schweiz, 13,03 min.

Heat 2:
1. Tove Alexandersson, Sverige, 13,31 min.
2. Cecilie Friberg Klysner, Danmark, 13,54 min.
3. Galina Vinogradova, Rusland, 13,55 min.

Heat 3:
1. Minna Kauppi, Finland, 13,45 min.
2. Silje Ekroll Jahren, Norge, 13,47 min.
3. Charlotte Ward, Storbritannien, 13,49 min.
Ikke startet: Emma Klingenberg, Danmark

De 15 bedste i hvert heat kvalificerer sig til søndagens finale. Dermed er alle startende danskere videre: Maja Alm, Cecilie Friberg Klysner, Søren Bobach, Tue Lassen, Andreas Boesen, Jakob Edsen.

http://www.woc2015.org