Men desværre måtte dagens World Cup sprint aneres

Emma Klingenberg leverede en ny flot præstation ved dagens World Cup Sprint, da kun Tove Alexandersson havde en bedre tid. Maja Alm leverede ligeledes en ny toppræstation, men desværre blev dagens løb aneret efter protester fra et antal lande.

Problemet var knyttet til stemplingssystemet. Ved arrangementet anvendtes Sport Ident Air+, som er et såkaldt touch free stemplingssystem. Det vil sige, at deltagerne blot skal holde deres brik i nærheden af enheden, så giver brikken lys- og lydsignal som kvittering. Desværre var et antal enheder programmeret forkert, således at løbernes brik ikke blev registreret ved passagen, selvom de førte brikken helt ned til enheden. Det betød, at et stort antal løbere tabte sekunder ved at skulle bremse og løbe tilbage og stemple en gang til. Da det var flere poster, det drejede sig om, fik mange af de første løbere et uforskyldt tidstab på et betydeligt antal sekunder i forhold til de sidste løbere, som først passerede posterne da problemet var blevet løst.

Da løberne resultatmæssigt ligger meget tæt i en sprintkonkurrence som den i dag, betyder disse sekunder oftest adskillige placeringer, hvorfor et antal lande nedlagde protest med det synspunkt, at der under de omstændigheder ikke var tale om en fair konkurrence.

Det bør nævnes, at der ikke er noget, der tyder på, at stemplingssystemet som sådan ikke fungerede, der var alene tale om en fejl i den måde, det var sat op på. En fejl som desværre ikke blev fundet af forløberne. Da det imidlertid før løbet i morgen kan være svært at nå at lave en fuldstændig diagnose af fejlen og hvad den skyldtes, har arrangørerne af morgendagens mellemdistance valgt at anvende normal stempling.

Startlisten til morgendagens mellemdistance foreligger ikke mens disse linjer skrives, men første start er kl. 10, så de bedste løbere ventes at starte omkring ved 13 – 13:30-tiden. Efter lørdagens kedelige oplevelse, glæder vi os alle til en rigtigt god konkurrence i fint terræn i morgen. Og med danske briller er vi selvfølgelig særligt spændt på, om Ida Bobach kan gentage præstationen fra sejren i onsdags.

http://www.woc2016.se/en/pre

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF