Skip to main content

Juniortestløb på lang distance på Fanø

| Administrator | Nyheder 2015

Med genvalg til tre ud af fire vindere fra sprinten

Af Thomas Jensen

På andendagen af juniorernes testløb og femte afdeling af Løberen Laegue havde Bjarne Hoffmann kreeret nogle lange og udfordrende baner til vores unge talenter. Banerne gik hovedsagligt i de åbne klitter, men helt til sidst, når trætheden var sat ind, var der lige lidt luskede poster i et tæt område.

I D20 gentog Miri Thrane Ødum gårsdagens sejr med et rigtig flot gennemført løb. Hun var ca. et minut foran Amanda Falck Weber, der også havde en rigtig god dag. Så var der et hul på seks minutter ned til de næste tre – Mathilde Kracht Nørgaard, Astrid Maag og Nikoline Tillingsøe, der alle lå inden for 1½ minut. Lidt overraskende havde den ellers så træfsikre Josefine Lind ikke den bedste dag og sluttede på en 12. plads 22 minutter efter Miri.

Hos herrerne var der tæt kamp om de tre første pladser. Det blev Björn Cederberg, der trak sig sejrrigt ud af kampen – 36 sekunder foran gårsdagens sejrherre Magnus Dewett, der igen var 14 sekunder foran Emil Øbro. For nogle vil Björn Cederberg nok være et nyt navn. Han er søn af den tidligere danske landsholdsløber Inger Kemp Cederberg (tidligere Andersen). Han er bosat i Sverige men har også dansk statsborgerskab. I år har han blandt andet brilleret med en sejr og en anden plads i Swedish League – så han har virkelig høj klasse. Efter de tre kombattanter var der et hul på godt 5 minutter ned til den nok lidt overraskende efterfølger Carl Emil Kovsted Schøier, der igen havde tre minutters forspring til en anden positiv overraskelse Laurits Møller. Ligesom hos pigerne var der en af forhåndsfavoritterne, der ikke havde en god dag. Thomas Knudsen udgik. Så efter en dårlig sprint i dag, må han være meget revanche hungrende på mellemdistancen mandag.

I D16 var der ikke de store overraskelser. Ida Øbro vandt ligesom på sprinten foran Agnes Kracht Nørgård. Annika Simonsen og Lise Termansen byttede placeringer fra sprinten, således at Annika blev nr. 3 og Lise nr. 4. Nikoline Splittorff blev 5’er for anden dag i træk.

I H16 var der imidlertid en række omvæltninger. Ikke helt i toppen hvor Morten Ørnhagen Jørgensen igen var helt urørlig. Han vandt den 6,9 km lange bane med mere end 7 minutter. Lasse Falck Weber løb andenpladsen i hus knap to minutter foran Rasmus Krogh Madsen. De sluttede begge noget længere ned på resultatlisten på gårsdagens sprint.

Mandag står der mellemdistance på programmet. Der venter løberne nogle rigtig krævende baner i det svære terræn på Fanø. Jeg har selv løbet H20 banen og kan uden at afsløre for meget fortælle, at løberne får brug for alle deres orienteringsfærdigheder. Det er sidste chance for at overbevise landstrænerne om, at man har fortjent en plads til henholdsvis junior-VM for H/D 20 og EYOC for H/D 16. Ud fra de foreløbige resultater ser det stadig åbent ud, hvem der skal snuppe de sidste pladser på holdene, så der er meget at løbe om i morgen igen.


Uddrg fra resultatlisten - lang distance

D 16 – 5,3 km
1.\tIda Øbro, Tisvilde Hegn OK, 48:05
2.\tAgnes Kracht Nørgård, Tisvilde Hegn OK, 48:46
3.\tAnnika Simonsen, FIF Hillerød, 50:07

H 16 – 6,9 km
1.\tMorten Ørnhagen Jørgensen, OK Snab, 49:05
2.\tLasse Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 56:19
3.\tRasmus Krogh Madsen, OK Roskilde, 58:10

D 20 – 7,6 km
1.\tMiri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, 62:21
2.\tAmanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 63:22
3.\tMathilde Kracht Nørgård, Tisvilde Hegn OK, 69:22

H 20 – 10 km
1.\tBjörn Cederberg, Tisvilde Hegn OK, 67:29
2.\tMagnus Dewett, OK Snab, 68:05
3.\tEmil Øbro, Tisvilde Hegn OK, 69:19