Der var både benhård konkurrence og sociale aktiviteter, da ungdomsløberne mødtes til KUM i weekenden.

Af Tobias Svarer, Børn og Unge

Der var på forhånd lagt op til det helt store arrangement, da FIF Hillerød inviterede alle landets unge orienteringsløbere i alderen 11-20 år til KUM 2016 i Hillerød. Løbende havde der været opslag på begivenhedens Facebookside om den tætte konkurrence i alle klasser.

KUM var desuden også finale i den første udgave af Ungdoms Cup, så udover en masse sociale aktiviteter i løbet af weekenden, dannede KUM også rammerne for et brag af en afslutning af denne. Mange af klasserne var på forhånd tætte og i finalen var der mulighed for at høste dobbelt pointantal i forhold til de andre afdelinger. Meget kunne derfor blive afgjort på dette løb.

For en del af løberne startede KUM fredag omkring klokken 14, hvor de kunne sætte sig til rette i bussen fra Aalborg mod Hillerød. Stemningen i Nordkreds-bussen var fantastisk, at dømme ud fra de Facebook-opdateringer, der kom undervejs - og med sang og dans gik turen mod Sjælland.

For andre startede turen lidt senere i Vejle, hvor Sydkreds-bussen samlede sine første deltagere op. Også her blev der hygget til den helt store guldmedalje, og der blev også sendt et klart og klassisk budskab fra Sydløberne; ”Syd er bedst!”

Begge busser ankom til Hillerødsholmskolen fredag aften omkring klokken 20, hvor løberne blev indkvarteret klassevis. Herefter havde FIF arrangeret ”fotofun”, hvor løberne, i grupper på tværs af kredsene bl.a. skulle forme ”KUM” med deres kroppe. Det udmøntede sig i nogle meget kreative og akrobatiske stillinger. Aftenen sluttede af med en lækker aftenkaffe med hjemmebagte boller og saftevand. Det var tydeligt at mærke den gode stemning rundt om i klasselokalerne ved sengetid. Snakken gik lystigt, og der blev grinet og hygget løberne imellem.

Lørdag morgen tog spændingen over. Da lederne kom rundt for at vække de forventningsfulde løbere, var mange allerede oppe og klar til dagen. Løbsterrænet var Store Dyrehave Vest, som også tidligere har været brugt til bl.a. JWOC testløb, så udfordringer var der nok af. Deltagerne blev kørt til stævnepladsen i bus, hvor årets speakere, Jonas Munthe og Lasse Grøn - som også havde tjansen sidste år, bød alle velkommen i bedste KUM stil. De havde klædt sig ud i farverigt tøj og med festmusik, selfies og masser af godt humør satte de scenen til en konkurrence af høj kvalitet. En enkelt løber livestreamede sågar den sidste del af sin bane, så interesserede kunne følge med hjemmefra, med både lyd og billede!

Om eftermiddagen var der mulighed for forskellige aktiviteter ved FrederiksborgCentret i Hillerød. Løberne kunne komme i svømmehallen, løbe en sprintbane, eller prøve 40 minutters styrketræning med samme træner som FIF’s ungdomsløbere normalt deltager i. Hvis man var for træt efter formiddagens konkurrence, eller bare gerne ville slappe lidt af, var der også mulighed for kortspil eller en lur i Chill out zonen. Alt i alt var der muligheder for alle til at hygge sig.

Om aftenen lagde Hillerødsholmskolen lokaler til KUM-festen. Speakerne fra stævnepladsen havde skiftet det farverige løbetøj ud med gallatøj og løberne det samme. I baren var der mulighed for køb af de flotteste, farverige alkoholfrie drinks og menuen stod på en lækker treretters med alt hvad hjertet kan begære. Under middagen var der KUM 10-mila, hvor hver tur skulle udføre en udfordring. For eksempel skulle 4. turen spise en flødebolle. Desuden blev der holdt præmieoverrækkelse for både Ungdoms Cup og det samlede KUM. Østkredsen genvandt titlen med næsten tre gange så mange point som Sydkredsen, der blev nummer tre og også med en sikker føring ned til Nord på 2. pladsen.

Efter middagen bød en lokal DJ op til dans i en hal, mens at der var mulighed for boldspil i en anden. Der blev danset og festet helt indtil klokken 1, hvor de sidste af de ældste løbere gik i seng.

Søndag morgen startede allerede klokken 7, og da mange var kommet sent i seng aftenen før, tog det lidt tid at komme i gang igen. Endnu en gang var scenen dog sat for en fed konkurrence, med samme speakere som dagen før og en lækker stævneplads i Præstevang lige uden for Hillerød. Desuden var der rig mulighed for at følge løberne på 1. og sidste tur, da begge ture passerede stævnepladsen 2 gange.

Da tiden nærmede sig starten for 1. turen, der er berømt for at indeholde sjove elementer, stillede løberne sig klar. Speakerne begyndte at tælle ned fra 10 og knap nok havde de sagt 10, for løberne styrtede afsted ud i skoven. Ved første arenapassage var næsten alle løbere samlet. Ved anden passage af stævnepladsen var alle igen samlet, men havde skiftet løbetøjet ud med festtøj og havde endda medbragt et kors.

De ældste 1. turs-løbere havde simpelthen arrangeret et lille bryllup i skoven, hvor et kapitel fra det gamle testamente endda blev læst op. Den sidste lille sløjfe på 1. turen blev herefter hurtigt afviklet og omkring 5 minutter senere kom løberne væltende i mål.

Her lå et Østkreds-hold i front, men med kun et lille hul på 10 sekunder. På andenturen var Øst-løberne dog overlegne og fik slået et pænt hul ned til forfølgerne. Faktisk var de fem førende hold på stafetten fra Østkredsen efter anden tur. Et par gode præstationer fra Sydkreds-løberne betød dog, at Syds løber på sidsteturen kun havde et lille hul op til de to førende østhold.

Det hele endte med en sejr til Østkredsens hold Rævene, Sydkredsens førstehold blev nummer to, mens Østkredsen M.C. Mowgli-hold blev nummer 3 blot 12 sekunder efter Syd. Det bedste Nordkreds-hold måtte se sig henvist til en 6. plads, efter mange gode præstationer.

Der skal lyde et kæmpe tak til alle som har hjulpet til med afviklingen af stævnet, deltagende ledere, deltagende løbere og ikke mindst de to fantastiske speakere for at gøre KUM2016 til en fabelagtig weekend for alle.

http://www.fiforientering.dk/kum/

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF