Flotte danske præstationer på sprinten til JEC

Første konkurrence til JEC bød på flotte danske præstationer. Slutresultatet blev tre løbere i top 8 – og det var kun små marginaler, der betød at det ikke blev til danske medaljer.

5. plads til Agnes
Bedste danske placering gik til Agnes Nørgård Kracht i D18. Agnes startede tidligt og havde bedste tid i mål. Det så længe ud til, at det skulle række til en medalje. Agnes havde næstebedste radiotid halvvejs hele konkurrencen igennem, men to af de sidststartende piger fik med flotte afslutninger klemt sig ind foran Agnes, så hun måtte tage til takke men en rigtig flot 5. plads – 8 sekunder fra bronzemedaljen. Sejren gik til den forsvarende juniorverdensmester på distancen, det schweiziske løbsfænomen Simona Aebersold. Hun vandt med næsten et minut.

De to andre danske piger i klassen Lise Termansen og Ida Øbro løb fornuftige løb og sluttede som nr. henholdsvis 13 og 25.

Lige ved og næsten for Emil
Som juniorlandstræneren havde forudsagt, var Emil Øbro rigtig godt med på sprinten. Han fik dog en dårlig start, og var på første radio efter knap tre minutters løb allerede 29 sekunder efter. Men på resten af banen løb han næstbedste tid af alle og sikrede sig en flot 7. plads i H20 – blot 14 sekunder fra sølvmedaljen.

8. plads til Amanda
Amanda Falck Weber løb et flot stabilt løb og sluttede som nr. 8 i D20. De to andre danske piger Caroline Finderup og Line Cederberg løb også pæne løb og sluttede som nr. henholdsvis 18 og 20.

I H18 løb især Mikkel Lyskjær Jensen og Laurids Bidstrup Møller rigtig flot. De sluttede som nr. henholdsvis 19 og 22 – men blot godt et minut efter vinderen – bronzemedaljøren fra junior-VM Isac von Krusenstierna. Lasse Fugmann Thamdrup var ca. et minut efter sine to holdkammerater på 31. pladsen – mens Mads Møller Skaug kom i mål på ca. samme tid som Lasse, men desværre ikke med alle de rigtige poster, så han blev disket.

Suveræne schweizere
Schweizerne imponerede stort og viste, at de har næste generation af verdensstjerner på vej. Seks af de 12 medaljer, der blev uddelt i dag gik til Schweiz. Især Simona Aebersold imponerede med sin suveræne sejr på næste et minut – og hun virker helt uovervindelig. Men også i H20 var schweizerne helt urørlige med tredobbelt sejr – og dette til trods for at den forsvarende verdensmester på distancen Joey Hadorn blev disket for fejlklip. Han løb ellers dagens næsthurtigste tid.

Lørdag fortsætter JEC med stafetten, der kan følges live på arrangørernes hjemmeside.


http://www.scottish-orienteering.org/jec2016/jec-2016

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF