Skip to main content

JEC starter fredag

| Administrator | Nyheder 2016

Årets sidste internationale mesterskab for juniorer skydes i gang med sprint fredag eftermiddag

De kommende tre dage er Skotland værter for årets sidste internationale mesterskab for juniorer – Junior European Cup, eller JEC som det kaldes i daglig tale. Til disse konkurrencer mødes de bedste europæiske juniorer i klasserne H/D 17-18 og H/D 19-20. Danmark stiller med seks piger og fem drenge i alt i de fire klasser. Malthe Gaarsdal og Josefine Lind var også udtaget, men har begge måtte melde afbud – Josefine fordi hun stadig døjer med en skade.

Juniorlandstræner Jesper Stamp beskriver formålet med deltagelse i JEC således: Formålet er at give løberne mulighed for at opleve et mesterskab, og øve sig på at præstere til mesterskaber, og heri øve sig i og lære at optimere deres præstation. Målsætningen for løberne er således at opnå de bedst mulige resultater i forhold til eget talent og nuværende potentiale.

Han har umiddelbart størst forventning til pigerne – både i D17-18 og D19-20, men han mener også at Emil Øbro på en god dag, kan blande sig helt i toppen i H19-20 – især på sprinten. Emil er eneste dansker i H19-20.

I D17-18 stiller Danmark med Ida Øbro, Agnes Nørgård Kracht og Lise Termansen. De har alle tre potentialet til at være med fremme på hvilken som helst distance, hvis de rammer den rigtige dag.

I D19-20 må Amanda Falck Weber nok bære de største forventninger på sine skuldre, når Josefine Lind ikke er med. Men også Line Cederberg og Caroline Finderup har gode chancer for placeringer helt i toppen.

I H17-18 stiller Danmark med fire løbere: Lasse Fugmann Thamdrup, Laurids Bidstrup Møller, Mads Møller Skaug og Mikkel Lyskjær Jensen. Disse løbere har alle tiden foran sig og er primært med for at lære at løbe til et internationalt mesterskab. Fælles for alle fire er dog, at de på dagen hvor alt klapper, kan gøre det rigtig godt.

Programmet for JEC er således:

Fredag den 30. september 2016 kl. 16:50 til 18:45 (dansk tid): Sprint
Lørdag den 1. oktober 2016 kl. 12:00 til 15:00 (dansk tid): Stafet
Søndag den 2. oktober 2016 kl. 10:30 til 13:30 (dansk tid): Langdistance

Der vil være live opdatering fra arrangørernes hjemmeside

http://www.scottish-orienteering.org/jec2016