Skip to main content

To gange DM-guld til Faaborg

| Administrator | Nyheder 2016

Tue Lassen og Emma Klingenberg blev danske mestre på langdistancen

Verdensmester Tue Lassen vandt mændenes danmarksmesterskab i orienteringsløb på den lange distance søndag eftermiddag i Gribskov og Harager Hegn. Hos kvinderne blev det klubkammeraten Emma Klingenberg, der løb med guldet.

Tue Lassen havde lidt af en revanche at gøre op, da han i sidste weekend var sølle et sekund fra DM-guldet på mellemdistancen i Mols Bjerge, hvor verdensmester-kollegaen Søren Bobach vandt i stedet. I dag var Tue Lassens sejr noget mere komfortabel på den knap 19-kilometer lange bane i Nordsjælland.

FIF Hillerøds Søren Schwartz var den eneste, der var i nærheden af at kunne Tue Lassens tid, men i mål lød forspringet på 51 sekunder. Bronzemedaljen gik til OK Pans svenske landsholdsløber Johan Runesson, der sluttede bare seks sekunder foran Thor Nørskov (OK Øst).

Det er tredje gang, at Tue Lassen kan kalde sig dansk mester på langdistancen i H21.

Hos kvinderne fik Emma Klingenberg hængt guld om halsen for anden dag i træk efter gårsdagens sejr på stafetten. Undervejs på den 12,5 kilometer lange bane bommede hun dog og blev hentet af sidst startende Signe Klinting.

Men det lykkes Emma at sætte Signe af igen og løbe i mål med så stort et forspring, at det rakte til guld med 48 sekunders margin.

Udover sølvet til Signe Klinting endte bronzen også i FIF Hillerød-lejren, da verdensmesteren fra sprintstafetten, Cecilie Klysner, snuppede den - præcis et minut efter klubkammeraten.

Akkurat som med Tue Lassen - er det Emma Klingenbergs tredje DM-guld på langdistancen i seniorklassen.

Den dobbelte verdensmester fra VM i Sverige i august, Maja Alm, stillede ikke til start i Gribskov, ligesom VM-sølvvinderen Ida Bobach heller ikke var med.

I juniorklasserne satte Tisvilde Hegn OK sig tungt på medaljerne og sejrede i tre ud af fire klasser.

I D18 var Agnes Nørgård Kracht 27 sekunder hurtigere end klubkammeraten Ida Øbro, mens Lise Termansen fik bronze.
D20 blev ligeledes en Tisvilde-triumf, hvor Amanda Falck Weber ligesom på mellemdistancen i sidste weekend vandt komfortabelt. Line Cederberg, også THOK, var fem minutter efter på andenpladsen, mens bronzen endte om halsen på Gréti Péntek fra Horsens OK.

Mads Skaug (OK Pan Århus) var hurtigst i H18 - og vandt klart foran Lasse Helweg og Lasse Fugmann Thamdrup, begge Allerød OK.

I H20 sluttede Tisvilde endnu en gang øverst på skamlen, da Emil Øbro henviste Farums Malthe Gaarsdal og Laurits Bidstrup Møller, Silkeborg OK til sølv og bronze med en margin på hhv. to og knap fem minutter.

Resultater:
Kvinder - 12,5 kilometer, 27 poster
1. Emma Klingenberg, Faaborg OK 77.00 min.
2. Signe Klinting, FIF Hillerød Orientering 77.48 min.
3. Cecilie Klysner, FIF Hillerød Orientering 78.48 min.

Mænd - 18,8 kilometer, 39 poster
1. Tue Lassen, Faaborg OK 97.55 min
2. Søren Schwartz, FIF Hillerød Orientering 98.46 min.
3. Johan Runesson, OK Pan Århus 104.17 min.

Flere resultater i linket herunder:

http://dmstafetlang16.dk/