Lørdag afgøres DM Mellem med stærke felter i seniorklasserne

Risikoen for at løbe ind i en vaskeægte verdensmester er stor lørdag eftermiddag, når danmarksmesterskaberne på mellemdistancen afgøres i Mols Bjerge. Hele sprintstafetholdet fra det nyligt overståede succesfulde danske VM stiller nemlig til start i de to seniorklasser, der tegner til at blive rigtigt spændende med stærke felter hos både herrer og damer.

I D21 kan Maja Alm kan næppe snakke sig ud af favoritrollen efter den storform hun viste i Strömstad, og som betød at hun havde hele tre VM-medaljer med hjem i bagagen. Guldmakkeren fra sprintstafetten, Cecilie Klysner og sølvmakkeren fra stafetten, Ida Bobach, vil helt sikkert gøre deres for at drille Maja. Også Emma Klingenberg, der klædte danskerne fornemt på til VM fra en kommentatorboks, er blandt de sidst startende i det åbne bakkelandskab på Mols.

H21-startlisten kan også prale af to verdensmestre, Tue Lassen og Søren Bobach, der starter henholdsvis næstsidst og sidst, og må formodes at kunne lukrere på VM-formen. Hele podiet fra DM Mellem i fjor er dog også at finde i startfeltet. Umiddelbart inden Tue og Søren, starter Søren Schwarz, Rasmus Djurhuus og Thor Nørskov, der vandt henholdsvis guld, sølv og bronze i Munkebjerg og ganske givet er sultne efter at sætte en verdensmester eller to på plads i Mols Bjerge.

DM Mellem er samtidig sjette afdeling af seniorranglisten Trimtex Cup. Hos herrerne føres den pt. af Rasmus Djurhuus. Hans forspring til Søren Bobach lyder på 28 point, men Søren har til gengæld deltaget i én afdeling færre, og han vil sandsynligvis stryge til tops efter lørdag. I dameklassen har Maja Alm allerede afgjort sagerne med sejre i de første fem afdelinger.

Der er også WRE-point at hente til verdensranglisten i seniorklasserne.

Weekenden på Djursland fortsætter med Midgårdsormen i Ørnbjerg Mølle, der ligeledes arrangeres af OK Pan Århus.

http://okpan.dk/dm2016/

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF