Skip to main content

VM: Håb om danske medaljer på stafetten

| Administrator | Nyheder 2016

Når kvindernes stafet ved VM i Sverige skydes i gang ved 16-tiden, så løber Signe Klinting ud med et 1-tal på brystnummeret. Der er nemlig tale om endnu et dansk titelforsvar ved verdensmesterskaberne, efter den overlegne sejr i Skotland for et år siden.

For Signe Klinting, Ida Bobach og Maja Alm, venter tre baner på omkring de fem kilometer i hurtigt terræn, men formentligt også svære orienteringstekniske partier i løbsområdet øst for Strömstad.

- Jeg tror vi får en tæt og spændende stafet, hvor vi i dameklassen løber med om en medalje. Alle skal have gode og stabile løb, ligesom vi lykkedes med på sprintstafetten i søndags, og hvis vi har det, så er vi også oppe blandt medaljerne, siger landstræner Lars Lindstrøm.

I forhold til VM-sejren i fjor løber Signe Klinting førsteturen i stedet for Emma Klingenberg, der i foråret stoppede på landsholdet. Ellers er holdet identisk med guldstafetten fra Skotland.

I herreklassen stiller Danmark med Søren Bobach, Andreas Boesen og Tue Lassen, der alle bliver kastet ud på baner på omkring 6 kilometer.

- I herreklassen håber vi på en top 8-placering. De er meget opsatte på at levere i dag, og det er første gang i fire år, at vi stiller med det oprindeligt udtagne stafethold, og ikke må bytte ud på grund af sygdom og skader. Så vi glæder os til at komme i skoven, siger Lars Lindstrøm.

Herreklassen starter kl. 14 og har en forventet vindertid på omkring 105 minutter, mens kvinderne begynder to timer senere og forventes at bruge omtrent den samme tid til mål.

DR1 sender live fra VM-stafetten mellem kl. 13.50 og 18.

http://liveresults.woc2016.se/followfull.php?comp=11820&lang=en