Verdens bedste mountainbikeorienterere skal køre om VM-medaljer i Viborg i 2019

Danmark fik i dag tildelt værtskabet for VM i Mountainbike Orientering for seniorer, juniorer, ungdom og masters. Danmark løb med værtskabet i hård konkurrence med den anden bydende nation, Ungarn.

- For første gang nogensinde går Dansk Orienterings-Forbund ind og står som både værtsland og arrangør af et VM, udtaler formanden for Dansk Orienterings-Forbund, Walther Rahbek.

- Vi har hidtil brugt den strategi at overlade den praktiske gennemførelse til en konkret klub i vort forbund. Fordi Mountainbike Orientering er så ny en sport i vort forbund har vi valgt at samle hele orienterings-Danmark om dette arrangement og henter således specialister ind fra mange klubber i hele Danmark.

Viborg Kommune, som netop ønsker at være kendt som en cykelvenlig kommune, er klar til at byde de op mod 1000 mountainbikeryttere fra det meste af verden velkommen i løbet af den uge i juli/august 2019, som stævnet varer.

- Vores motto er ”Glæd dig”, og netop dette understøtter vi med at kunne tilbyde arrangørerne enestående faciliteter tæt på centrum af Viborg by på det tidligere kaserneområde, udtaler Per Møller Jensen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune.

- Vi har i vores bud sammen med Sport Event Denmark og Viborg Kommune lagt stor vægt på, at det internationale forbund vil få en stor eventerfaring foræret ved at vælge Danmark som værtsland. Vi ved også, hvor vigtigt det er for atleterne, at alt er lige i nærheden. Det kan vi netop også tilbyde dem til VM i Mountainbike Orientering. Vi forventer op imod 1000 deltagere, hvoraf langt de fleste kommer fra udlandet. Disse udenlandske deltagere forventes også at tage deres familier med til Danmark, siger Walther Rahbek videre.

Tildelingen af værtskabet fuldender en målrettet satsning fra Dansk Orienterings-Forbunds side på at trække internationale mesterskaber til landet, hvilket betyder, at Danmark i de kommende år bliver vært for hele fire af slagsen i form af VM for masters i København og Nordsjælland i 2018, Juniorverdensmesterskaber i Aarhus og Silkeborg i 2019, VM i Mountainbike Orientering i Viborg ligeledes i 2019 samt Verdensmesterskaberne i 2020, der ligeledes i dag blev tildelt Danmark til afholdelse i Trekantområdet.

- Vi har jo en lang tradition for internationale sportevents i Danmark. Og også en rigtig lang tradition for orienteringsmesterskaber. Vores internationale satsning på netop orienterings-events begynder nu at bære frugt. Alene i denne weekend har vi således fået både VM i Mountainbike Orientering 2019 og VM i orientering i 2020. VM i Mountainbike Orientering er et mesterskab, som vil kunne være med til at løfte denne relativt nye sport i Danmark og som indenfor almindelig mountainbikeløb allerede har et enormt publikum, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som har været med til at byde mesterskabet til Danmark sammen med Viborg Kommune og Dansk Orienterings-Forbund.

Kontakt:
Per Møller Jensen, fmd., Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg kommune. Mobil: 5158 4807
Michael Sørensen, direktør, Dansk Orienterings-Forbund. Mobil: 4196 9370 el. Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF