Skip to main content

Landsholdet træner frem mod VM

| Administrator | Nyheder 2016

Tre ugers træningslejr er ved at være slut

Der er nu gået lige over en måned siden VM-holdet til VM i Strömstad blev udtaget og i lighed med i 2015 forbereder VM-holdet sig med en tre ugers træningslejr. Da VM afholdes i og omkring Strömstad i Sverige, er træningslejren henlagt til Sverige og Norge. De to første uger frem til 31. juli boede landsholdet ved Lerum Øst for Göteborg. Her i første uge af august er residensen flyttet til Kornsjø sydøst for Halden i Norge ikke langt fra Prestebakke, hvor Ida Bobach leverede sin World Cup triumf i juni 2015.

Landstræner Lars Lindstrøm fortæller, at træningslejren skrider frem som planlagt. Der bliver trænet hårdt med stort fokus på kvalitet, men mindst lige så vigtigt er der stor fokus på kvalitet i restitutionen imellem træningerne. Dvs. der er god tid til en ekstra lur, hygge og måske lige lidt kortnørderi med et enkelt sprintkort eller to. Til gengæld undgår holdet alt for mange turistture, da sådanne slider mere end mange er bevidst om.

I den første uge har holdet haft nogle rigtigt varme og hårde dage. Der var ikke lange træningspas på programmet, i stedet er der klare mål såvel teknisk som fysisk. Lars fortæller, at trænerne fornemmer en god udvikling hos løberne. Der bliver også løbet tests undervejs. Næste test bliver sprintintervaller i dag, onsdag den 3. august. Her ser vi om ikke tempoet er steget markant.

Bort set fra Ida Bobachs akillessene så er alle fit for fight. Lars Lindstrøm fortæller om Idas situation: ”Idas status er, at hun er begyndt at træne i terræn for et par uger siden og nu også deltager i o-træningerne, men Ida følger slavisk genoptræningsplanen, der er lagt i samarbejde med TEAM Danmarks eksperter og lader ikke det forestående VM påvirke situationen. Første prioritet er at få inflammationen helt væk. Anden prioritet er at præstere ved VM. Ida er bevidst om, at der vil hvile store forventninger på hendes skuldre som regerende dobbelt verdensmester, men VM-deltagelsen vil blive vurderet nøje i forhold til risikoen for at forværre skadessituationen. Jeg er dog helt tryg ved, at Ida nok skal nå at blive klar.”

Den stigende optimisme på holde kan sammenfattes i denne opsummering fra Andreas Hougaard Boesen, der ved VM løber Sprint og Stafet:
”Vi kan mærke, at vi er inde i den sidste uge af tre ugers træningslejr. Det er hårdt både fysisk og mentalt. Men vi følger samme model som sidste år, og efter mange 2-3 ugers træningslejre ved vi nu også at udbyttet bliver stort. VM nærmer sig, og vi glæder os.”

Fra holdet rejser hjem den 7. august, er der knap to uger til det går løs i Strömstad 20. august.

Via linket nedenfor ses flere billeder fra træningslejren på Jeppe Ruuds facebook-profil.

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1084107651656194.1073741913.100001709078918&type=3