Skip to main content

EM: Godkendt dag for enmandshæren Signe Klinting

| Administrator | Nyheder 2016

Tove Alexandersson og Daniel Hubmann blev europamestre på langdistancen i Tjekkiet

Signe Klinting lavede et godkendt resultat på den barske langdistance ved EM og endte på en 42. plads hos kvinderne - omtrent et kvarter efter vinderen, svenske Tove Alexandersson.

De 10,3 kilometer med mere end 400 meter stigning undervejs bød på masser af vejvalgsorientering i de store tjekkiske bakker.

Og her traf Signe i store træk de rigtige beslutninger.

- Vi kan være godt tilfredse med Signes præstation og resultat. Selvfølgelig kan man kan håbe på, at det placeringsmæssigt bliver bedre. Men når vi ser på hendes tid i forhold til de bedste, så synes jeg, at det er godt, siger landstræner Lars Lindstrøm.

Signe Klinting var eneste dansker på startstregen i dag, efter at skader og sygdom i den danske trup gik hårdt ud over kvalifikationen i går.

De danske muligheder for at blande sig i toppen på den lange distance var på forhånd udset til at være begrænsede. Den regerende verdensmester på distancen, Ida Bobach, er nemlig småskadet og stillede derfor ikke til start.

I toppen af resultatlisten førte Tove Alexandersson fra post 2 og snuppede EM-guldet, selv om hun var tæt på at lukke den norske veteran Anne-Margrethe Hausken Nordberg ind i guldkampen med en fejl mod slutningen. Svetlana Mironova fra Rusland fik bronze.

Hos mændene slog favoritten Daniel Hubmann, der i forvejen har to EM-guldmedaljer på langdistance hjemme i trofæskabet, til.

Hubmann lagde stille og roligt ud, men efter en halv times løb overtog han føringen og så sig ikke tilbage. Han tog en klar guldmedalje 1.22 minutter foran Norges Magne Dæhli. Svenske Martin Regborn, der blev nummer fire på søndagens sprint snuppede bronzen - med et minimalt hul på to sekunder til norske Carl G. Kaas.

Næste gang de danske løbere skal i aktion ved mesterskaberne er torsdag, hvor kvalifikationen til mellemdistancen løbes. Igen venter kuperet terræn på løberne, der til forskel fra langdistanceterrænet også byder på stenet underlag.

EM, langdistance, Jeseník, Tjekkiet
Kvinder: 10,3 kilometer - 15 poster
1. Tove Alexandersson, Sverige 74.20 minutter
2. Anne-Margrethe Hausken Nordberg, Norge 75.01 min.
3. Svetlana Mironova, Rusland 76.53
42. Signe Klinting, Danmark 90.11 min.

Mænd: 16,1 kilometer - 23 poster
1. Daniel Hubmann, Schweiz 96.25 minutter
2. Magne Dæhli, Norge 97.47 min.
3. Martin Regborn, Sverige 98.33 min.

http://www.eoc2016.cz/en/