Skip to main content

SØLV til Nikoline Splittorff i VM MTBO åbner

| Michael Lindholm | Nyheder

Nikoline Splittorff åbnede den danske medaljekonto med en fin sølvmedalje i onsdagens VM mellemdistance i svenske Mora. Guldet i dame elite gik til hjemmebanehelten Gabriella Gustafsson.

Trekløveret Ruska Saarela (FIN), Nikoline Splittorff og Gabriella Gustafsson skilte sig hurtig ud og mens Gabriella førte fra post 4-8, var det mest Ruska der var en my foran. Men ved post 23 (af 31 i alt) smider finnen godt 30 sek. og herfra fører svenskeren til mål. Nikoline fører faktisk overhovedet ikke på noget tidspunkt, smider guldet endeligt ved post 19, hvor et tidstab på ca. 1 minut bliver for meget. Denne gang var det det stabile løb på de øvrige 30 poster der sikrede en flot sølvmedalje.
Gabriella Gustafsson tager sit første VM guld, hun har fra tidligere både sølv og bronze. Nikoline har nu i alt 11 indivduelle VM medaljer, heraf 5 af guld. De er opnået i bare 21 VM starter siden 2022.

VM MTBO mellem Niko

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cæcilie Christoffersen bliver nr. 14 , hvor hun har tidstab i starten og ellers kører stabilt ind til post 27 hvor hun taber 20-25 sek., men slutter godt af og er bare 1,17 min. fra top 6. i et felt hvor pladserne efter podiet ligger rigtig tæt. Sofie Okkels Jensen blev nr. 33 i sin elitedebut. Hun har et par mindre tidstab, men må formentlig blot erkende at der bliver kørt stærkt i eliteklassen. Hun kan trøste sig med at andre også havde en hård dag i skoven. Den 10-dobbelte verdensmester, Emily Benham Kvåle (NOR, tidl. GBR) blev nr. 28, blot 1,25 min. foran Sofie. Emily har ikke været med siden 2023 og er efterhånden blevet 37 år.

Hos herrerne bliver Oliver Friis nr. 41 og placerer sig i midten af herrefeltet. Et par minutters tidstab ved post 8 trækker ned, men kører ellers stabilt.
Verdensmester blev finske Samuel Pökölä, som vinder sin 4. individuelle VM guld og det blev til finsk dobbel, da Miika Nurmi vandt sølv. Fabiano Bettega kørte en bronzemedalje hjem til Italien.

Hos juniorpigerne blev det til en placering som nr. 14 for Miri Brustedt Nørgaard som har et stabilt løb uden de store udsving, men der er bare piger der kører hurtigere. Melanie Koch Sørensen, som fortsat er ganske ny i sporten kører et ganske fint løb og er ved flere lejligheder inden for 1 minut af Miri. Men ved post 23 (af 25) som er placeret ganske tæt på mål tager hun fejl og kører direkte over målstregen. Synd for Melanie og må tilskrives den lidt urutinerede rytter. VM guldet gik til Adela Ryglova (CZE).

Hos juniordrengene konstaterede Kristoffer Sundstrup Markussen tørt at mange af de andre drenge kører voldsomt stærkt. Det blev til en placering som nr. 26. VM guldet gik her til Joel Holmgård (SWE).

Vi noterer en flot svensk VM start med 2 x guld og 1 x sølv (i W20).

Torsdag venter kongedistancen når der er langdistance. Vindertiden er 105-115 min. for eliten og 84-92 min. for juniorerne.

Danske starttider torsdag:

09:23 Sofie Okkels Jensen (WE)
09:27 Melanie Koch Sørensen (W20)
10:24 Oliver Friis (ME)
10:28 Kristoffer Sundstrup Markussen (M20)
10:36 Miri Brunstedt Nørgaard (W20)
10:41 Nikoline Splittorff (WE) – starter 3 min. efter Gabriella Gustafsson
10:47 Cæcilie Christoffersen (WE)

Du kan følge VM live her: LIVE | International Orienteering Federation
Der er GPS tracking fra kl. 09.35.

Fuld startliste for eliten er her: IOF Eventor - Start list for World MTB Orienteering Championships 2026 and CX80 World Cup - Long
Startliste for juniorerne er her: IOF Eventor - Start list for Junior World MTB Orienteering Championships 2026 - Long

Alle fotos er hentet fra arrangørerne. Topfoto: podiet i WE, i midten Nikoline på vej i mål og herunder Cæcilie.

VM MTBO mellem Cille